Juventus dominerer kampen om sæsonens bedste spiller
10 fodboldspillere kæmper om at blive kåret til sidste sæsons bedste spiller i en europæisk klub.
Pirlo og flere tidligere holdkammerater i Juventus kæmper om at blive sæsonens bedste spiller.
Pirlo og flere tidligere holdkammerater i Juventus kæmper om at blive sæsonens bedste spiller. Foto: Massimo Pinca/AP


Det europæiske fodboldforbund Uefa har skåret listen over, hvem der kan blive den bedste fodboldspiller i en europæisk klub i den forgangne 2014/2015-sæson, ned til 10 spillere.

Champions League-finalisterne fra Juventus dominerer feltet, hvor klubben er repræsenteret med hele fem spillere. Det fremgår af nomineringerne på Uefas hjemmeside.

Juventus-spillerne tæller målmand Gianluigi Buffon, midtbanespillerne Andrea Pirlo, Paul Pogba og Arturo Vidal samt angriberen Carlos Tévez.

Både Carlos Tévez og Andrea Pirlo har i løbet af sommeren forladt Juventus.

Champions League-vinderne FC Barcelonas gyldne fronttrio med Lionel Messi, Luis Suarez og Neymar er alle tre nominerede.

De sidste to nominerede er Cristiano Ronaldo fra Real Madrid og Chelseas Eden Hazard.

Det er pointtildeling fra journalister fra Uefas 54 medlemslande, der danner baggrund for nomineringerne. I alt fik 35 spillere i Europa point for deres præstationer i sidste sæson. Ingen af dem er danske.

Vinderen bliver offentliggjort i forbindelse med lodtrækningen til Champions League-gruppespillet 28. august. Inden da bliver feltet skåret ned til tre nominerede.

Sidste sæson vandt Cristiano Ronaldo prisen, der sæsonerne forinden gik til Franck Ribery, Andrés Iniesta og Lionel Messi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.