Juventus lagde lørdag aften pres på forfølgerne i Serie A, da oprykkerne fra Pescara hjemme blev besejret 3-0.
Det var Juventus' fjerde sejr i træk i ligaen, og klubben topper med 33 point, mens Roma med en sejr søndag over Atalanta kan nå op på 29 point for samme antal kampe.
Juventus kom foran 1-0 efter 36 minutter.
Efter nogle fikse kombinationer endte bolden i gæsternes felt, hvor Sami Khedira fik sidste fod på og sparkede bolden i mål bag Pescara-keeper Albano Bizzarri.
1-0 til hjemmeholdet blev også stillingen efter de første 45 minutter.
Efter pausen var Gonzalo Higuain tæt på at øge føringen, da han efter 52 minutter fyrede kanonen af og hamrede bolden på stolpen.
I det hele taget tog presset mod gæsternes mål til i anden halvleg.
Higuain forsøgte sig igen efter godt en halv time, men argentineren havde vanskeligt ved at få afsluttet.
Det duftede af 2-0, og sådan gik det også efter 63 minutter.
Efter et hovedstød fra Khedira endte bolden hos Mario Mandzukic, der øgede føringen.
Med 20 minutter igen tog brasilianske Hernanes chancen fra distancen, og han bragede bolden i mål og Juventus på 3-0.
Så var kampen afgjort. Juventus gav debut i Serie A til den blot 16-årige Moise Kean med syv minutter igen.
Det purunge stortalent er et produkt af klubbens ungdomsafdeling, og han fik sig en stor oplevelse med spilletid i den bedste italienske række.
Tidligere lørdag vandt Napoli ude med 2-1 over Udinese.
Sejren blev hentet efter to scoringer af Lorenzo Insigne i anden halvleg, og efter 57 minutter førte Napoli 2-0.
Stipe Perica fik lov at reducere, men tættere på kom hjemmeholdet ikke, og Napoli smagte atter sejrens sødme efter uafgjort og nederlag i de to seneste ligakampe.
De tre point betød også, at Napoli spillede sig på fjerdepladsen med 24 point, mens Lazio og Atalanta begge har 22 point på de næste pladser inden søndagens program i Serie A.
/ritzau/