Justitsminister til march i Paris på søndag
Mette Frederiksen og kolleger fra EU og USA mødes søndag i Paris til march og møde om indsats mod terror.
Den danske justitsminister Mette Frederiksen rejser til Paris, hvor hun søndag skal holde møde og til march imod terror.
Den danske justitsminister Mette Frederiksen rejser til Paris, hvor hun søndag skal holde møde og til march imod terror. Foto: Margriet Faber/AP


Justitsminister Mette Frederiksen (S) tager søndag til Paris for at tale med flere EU-kolleger og den amerikanske justitsminister, Eric Holder, om en fælles indsats mod terror.

Det oplyser Justitsministeriet.

Ministeren deltager dels i et møde med justits- og indenrigsministre fra EU og USA, dels i den store march, der afholdes for at vise nationalt sammenhold efter onsdagens angreb i Paris på satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion.

Ifølge Ritzaus oplysninger har den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, inviteret sine kolleger fra Danmark, USA, Østrig, Tyskland, Belgien, Spanien, Italien, Letland, Holland, Polen og Storbritannien.

Der er ikke offentliggjort en dagsorden for mødet. Det foregår under en overskrift om, at det er en opfølgning på onsdagens blodige anslag.

Mødet er indkaldt med kort varsel efter angrebet, der kostede 12 mennesker livet.

EU's medlemslande blev for over to år siden enige om, at deres efterretningstjenester kan følge flypassagerer i EU i et register med oplysninger om navne, adresser, rejseruter, bagage og billetkøb.

Men Europaparlamentets borgerrettighedsudvalg har blokeret for en aftale, blandt andet af frygt for privatlivets fred.

EU-præsident Donald Tusk siger, at han allerede i næste uge vil appellere til Europaparlamentet om at sætte fart i arbejdet med at indføre et europæisk register over flypassagerer, som han siger "kan hjælpe med at identificere farlige personer".

Donald Tusk har også besluttet at sætte kampen mod terror øverst på dagsordenen for et allerede planlagt EU-topmøde i februar.

Både Letlands premierminister, Laimdota Straujuma, og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, varslede torsdag flere forslag i kølvandet på angrebet.

Straujuma sagde, at de to har "en hel liste" over ting, EU kan gøre.

Juncker supplerede med, at kommissionen i februar fremlægger flere nye forslag til, hvad EU-landene kan gøre i kampen mod terror.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.