Justitia: Søren Pind må opklare Tibet-sagen
Politiet er sluppet billigt i sagen om indgreb mod borgere med tibetanske flag, mener Jacob Mchangama.
Justitsminister Søren Pind (V) bør bore i sagen om betjentes opførsel over for borgere med tibetanske flag, lyder en opfordring efter dom i Østre Landsret tirsdag. (arkivfoto)
Justitsminister Søren Pind (V) bør bore i sagen om betjentes opførsel over for borgere med tibetanske flag, lyder en opfordring efter dom i Østre Landsret tirsdag. (arkivfoto) Foto: JANUS ENGEL/POLFOTO


Justitsminister Søren Pind (V) opfordres til at få undersøgt, hvordan det gik til, at politibetjente hindrede fredelige borgere i at vifte med Tibets flag.

Sådan lyder reaktionen på Østre Landsrets dom fra direktøren i tænketanken Justitia.

- Det vil klæde justitsministeren at gå ind i sagen, siger Jacob Mchangama til Ritzau.

- Vi bør have klarhed over, hvordan det kan være, at politifolk flere gange skred ind over for borgere med tibetanske flag. Det skal afklares, om der blev givet en ordre, siger direktøren.

Retssagen drejer sig om politiets optræden under den kinesiske præsidents besøg i juni 2012.

Efter at have lyttet til politiets interne radio-snak, set tv-klip og hørt forklaringer konkluderer landsretten, at politiet flere gange skred ind over for fredelige borgere med flag.

Men dommerne siger, at de ikke har taget stilling til, om seks borgeres ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er blevet krænket.

- Politiet er sluppet billigt i sagen, kommenterer Jacob Mchangama.

- Der er meget, der tyder på, at der er sket en krænkelse, siger han.

- Det er en ret alvorlig sag. Vi kan ikke have, at der sker indgreb i folks ytringsfrihed i et demokrati, men desværre ligner forløbet i København det, der er sket i en række andre europæiske lande, hvor der også er skredet ind over for Tibet-sympatisører, siger Mchangama.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.