Justin Bieber kommer til Aarhus for første gang i juni
Den canadiske superstjerne Justin Bieber skal optræde med sine megahits foran det aarhusianske publikum.


Sangeren Justin Bieber har flere gange været i Danmark, men for første gang lægger han vejen forbi Aarhus.

Det sker, når han giver koncert på Jydsk Væddeløbsbane 2. pinsedag, skriver koncertarrangøren ICO i en pressemeddelelse.

Bieber turnerer med det succesfulde show "Purpose World Tour", som udspringer af pladen "Purpose".

Foruden Bieber selv kan publikum se frem til gæsteoptrædener af Rudimental, Gnash og Goldroom.

"Purpose" gik nummer et i mere end 100 lande og indeholdt populære numre som "What Do You Mean?", "Sorry" og "Love Yourself".

Justin Bieber har været produktiv i 2016. Han har også lavet nummeret "Cold Water" med den danske sangerinde Mø og den elektroniske gruppe Major Lazor.

I oktober optrådte han også med "Purpose World Tour" i Telia Parken i København, hvor 50.000 havde sikret sig billet til at se den canadiske superstjerne optræde.

Justin Bieber snød tidligere i november det danske band Lukas Graham for prisen for "årets hit" ved MTV Europe Music Awards 2016 i Rotterdam.

Lukas Graham var nomineret for nummeret "7 Years", men Bieber vandt for verdenshittet "Sorry". Lukas Graham var i alt nomineret til fire priser, men måtte gå tomhændet hjem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.