Juraprofessor: Irakkrigen er ikke tilstrækkelig belyst
Afsløringer om den danske deltagelse i Irakkrigen viser, at området ikke er tilstrækkeligt belyst.
Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), siger til Jyllands-Posten, at regeringen ikke ligefrem "ruttede med sandheden", da de blev spurgt om eventuelt samarbejde med private sikkerhedsfirmaer i Irak.
Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), siger til Jyllands-Posten, at regeringen ikke ligefrem "ruttede med sandheden", da de blev spurgt om eventuelt samarbejde med private sikkerhedsfirmaer i Irak. Foto: PHILIP DAVALI/POLFOTO


Regeringen skriver i sit regeringsgrundlag, at man vil nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen, fordi området er "tilstrækkeligt belyst", men de senere dages afsløringer viser, at det ikke er helt rigtigt.

Det mener juraprofessor ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter, som har fulgt den danske deltagelse i Irakkrigen tæt.

- Hvis du spørger mig, så viser de ting, der er kommet frem de seneste dage, ret klart, at området ikke er tilstrækkeligt belyst, siger han.

- Der er meget, der tyder på, at der er ganske meget mere, man kunne have fået frem.

Torsdag kunne Politiken fortælle, at allerede et år før Irakkrigens begyndelse, meddelte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til Pentagon, at "Danmark ville til sin tid utvivlsomt yde støtte" til en eventuelt kommende invasion af Irak.

Søndag skriver Jyllands-Posten, at den daværende VK-regering i 2007 med en kreativ omskrivning af ordet "samarbejde" forsøgte at forhindre, at Folketinget og offentligheden fik oplysninger om forsvarets aftaler med det kontroversielle amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater under Irakkrigen.

Ifølge Jyllands-Posten, var Blackwater blandt andet kontroversiel, fordi fem af dets vagter i 2007 - godt to måneder inden en chef i Forsvarskommandoen omskrev ordet "samarbejde" - uprovokeret skød og dræbte 17 civile irakere og sårede 20 i det centrale Bagdad.

- Der kan du godt sige, at vi ikke ligefrem ruttede med sandheden, siger Søren Gade (V), der dengang var forsvarsminister og i dag er Venstres gruppeformand, til Jyllands-Posten.

Den udtalelse signalerer ifølge Jens Elo Rytter, at regeringen ikke har haft lyst til, at oplysningerne skulle deles med offentligheden og Folketinget.

- Jeg synes grundlæggende, at det er et demokratisk problem, at man forsøger at forholde Folketinget og offentligheden væsentlige oplysninger.

Men det er vigtigt at sondre, siger Jens Elo Rytter, for rent juridisk er der ikke nødvendigvis noget at komme efter, så længe regeringen har fortalt sandheden, som den var på det tidspunkt, hvor den blev spurgt af Folketinget.

- Men derfor kan man stadig godt diskutere, om Folketinget ikke burde have haft de her oplysninger, siger han.

- Det har jo ikke været uklart for Søren Gade, at Folketinget var interesseret i at få de her oplysninger. Men fra ministeriets side har man ikke været interesseret i at give dem oplysningerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.