Juncker vil høre klar Trump-tale om klima, handel og Nato
EU-Kommissionens formand har ingen forventning om, at en handelsaftale falder på plads i år som ellers ventet.
EU-Kommissionens Jean-Claude Juncker vil gerne høre, hvad Donald Trump har af konkret politik på en række områder, efter at Trump er blevet valgt som USA's næste præsident. Arkivfoto
EU-Kommissionens Jean-Claude Juncker vil gerne høre, hvad Donald Trump har af konkret politik på en række områder, efter at Trump er blevet valgt som USA's næste præsident. Arkivfoto Foto: Tobias Schwarz/AFP


Donald Trump skal efter sin triumf ved præsidentvalget tirsdag stå ved roret for USA's politiske kurs de kommende år.

Og på en række områder kræver EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, at Trump klart og tydeligt melder sin politik ud.

- Vi vil gerne vide, hvordan det fremover vil forløbe med den globale handelspolitik, siger Juncker ved en begivenhed i Berlin ifølge Reuters.

- Vi vil også gerne høre, hvad hans intention er med Nato. Vi er også nødt til at vide, hvilken form for klimapolitik, han regner med at føre. Det må blive opklaret i løbet af de kommende måneder, siger Juncker videre.

I sin valgkamp har Donald Trump blandt andet kritiseret frihandel, nærige Nato-allierede og tiltag til at modvirke global opvarmning.

Tirsdag stemte amerikanerne den republikanske præsident ind i Det Hvide Hus. Han besejrede overbevisende Demokraternes kandidat, Hillary Clinton.

Særligt en frihandelsaftale mellem EU og USA, der lige nu er ved at blive forhandlet på plads, har fået mere dystre udsigter med valget af Donald Trump, lyder det fra Juncker.

- Handelsaftalen med USA ser jeg ikke som noget, der kommer til at ske i købet af de kommende to år, siger kommissionens formand ifølge Reuters.

Planen var ellers at få aftalen på plads i år.

Allerede onsdag inviterede EU-toppen i form af Juncker og EU-præsident Donald Tusk den nyvalgte præsident til et EU-USA-topmøde, så snart det kan lade sig gøre.

Det skrev Juncker og Tusk i et brev til Donald Trump.

- Den samtale vil gøre det muligt for os at udstikke kursen for vores forbindelser de næste fire år, lød det fra Tusk og Juncker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.