Juncker vil forlænge sin kickstart af europæisk økonomi
Junckers investeringsplan, der skal skabe vækst i Europa, skal forlænges ud over 2018, foreslår kommissionen.
Den europæiske investeringsplan, der skal pumpe milliarder ud i EU-landenes økonomier, er et flagskib for EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.
Den europæiske investeringsplan, der skal pumpe milliarder ud i EU-landenes økonomier, er et flagskib for EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. Foto: Shizuo Kambayashi/AP


Den nye og blot et år gamle europæiske investeringsfond, der skal sparke gang i væksten i Europa, skal forlænges efter 2018, foreslår EU-Kommissionen.

Investeringsplanen, der kombinerer EU-støtte med private investeringer, er et flagskib for EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Med en blanding af kontante penge og lånegarantier skal Juncker-planen udløse samlede investeringer i EU's medlemslande for mindst 315 milliarder euro (2360 milliarder kroner) i en foreløbig treårig periode frem til midten af 2018.

- Investeringsplanen virker og trodser pessimisterne, siger Jean-Claude Juncker i en pressemeddelelse efter EU-Kommissionens møde onsdag.

Han siger, at Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, som den nye fond formelt hedder, dagligt skaber arbejdspladser og udløser investeringer i realøkonomien.

- Derfor foreslår vi den forlænget ud over 2018. Lad os være ambitiøse, når det handler om at få Europa til at investere igen, siger Juncker.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for vækst og investeringer, Jyrki Katainen, siger, at penge fra EU og Den Europæiske Investeringsbank blandt andet har sikret op imod 150.000 små og mellemstore virksomheder adgang til ny finansiering.

Samtidig har EU-Kommissionen onsdag åbnet en ny webportal, der skal knytte europæiske projektledere sammen med investorer fra både EU og resten af verden.

Målet er at gøre det mere synligt for investorer, hvilke projekter de kan investere i rundt omkring i Europa.

Projekter i Danmark har foreløbig fået en samlet støtte på 78,6 millioner euro (knap 600 millioner kroner) fra Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer.

En talskvinde for EU-Kommissionen forventer, at yderligere omkring 1,7 milliarder euro (knap 13 milliarder kroner) i både EU-midler og private midler, herunder fra pensionsselskaber, vil blive investeret i Danmark som følge af Juncker-planen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.