Kiloene rasler af Julie Berthelsen, når hun valser rundt på dansegulvet i Vild med dans.
Og selvom hun af princip ikke vejer sig, så drømmer hun om at komme ned på 76 kilo.
Derfor er hendes deltagelse i "Vild med dans" en kærkommen gave i kampen mod vægten. Den sagde nemlig 102 kilo lige efter hun for knap et år siden fødte sit andet barn, datteren Sia.
- Men inden jeg begyndte med "Vild med dans", havde jeg smidt de første 15 kilo. Nu mangler jeg knap 10 kilo for at nå ned på min idealvægt, som er 76 kilo, for jeg kommer aldrig ned under 75 kilo, siger den 37-årige sangerinde til BT.
Julie Berthelsen og Marc Christensen klarede sig fint i fredagens omgang "Vild med dans". Til gengæld var det farvel til tv-kokken Gorm Wisweh og danseren Sofie Kruuse. Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Hun fortæller desuden, at hun under sine to graviditeter har taget henholdsvis 25 og 28 kilo på.
Men hvor mange kilo hun har smidt undervejs i den 13. udgave af "Vild med dans", ved hun faktisk ikke. Hun vejer sig nemlig ikke. Hun kan til gengæld konstatere, at bh’erne fra sidste år sidder løsere, taljen er blevet mere markeret, og ansigtet er blevet smallere, skriver BT.
- Hvis Marc (hendes professionelle partner i "Vild med dans", red.) og jeg går videre, så skal de måle mig i næste uge. For jeg vil hellere måle mit vægttab på, hvad jeg kan se. Og at jeg kan mærke, at min krop bliver stærkere, siger hun til avisen.