Julekalender-stjerne: Jeg blev opdaget i Føtex
Bebiane Ivalo Kreutzman, der spiller med i tv-julekalenderen Tidsrejsen, fik rollen som Sofie ved et tilfælde.
Det var lidt af et tilfælde, at jeg overhovedet kom med, siger Bebiano Ivalo Kreutzman
Det var lidt af et tilfælde, at jeg overhovedet kom med, siger Bebiano Ivalo Kreutzman Keld Navntoft/Scanpix


Nogle gange er det bare rent held, der baner vejen for succes. Det oplevede 16-årige Bebiane Ivalo Kreutzman, da hun fik rollen som Sofie i julekalenderen ”Tidsrejsen”, der hver dag i december frem til juleaften bliver vist på DR.

Det skriver bt.dk.

Det blev en ganske almindelig tur i Føtex på Vesterbrogade i København, der satte hende i stævne med manden bag julekalenderen.

- Jeg var i Føtex, lige her nede på Vesterbrogade, og mødte tilfældigt manuskriptforfatteren Poul Berg. Jeg havde været med i hans børneserie ’Limbo’ i omkring fem sekunder. Og så spurgte han, om jeg ville prøvefilmes til julekalenderen. Så det var lidt af et tilfælde, at jeg overhovedet kom med, siger Bebiano Ivalo Kreutzman til bt.dk.

Og da hun så kom til casting, gik det stærkt. Holdet bag serien kunne lide, hvad de så.

- Jeg var ikke specielt nervøs, og jeg prøvede sådan set bare at gøre mit bedste. Og kort tid efter fik jeg så at vide, at jeg havde fået rollen, siger Bebiano Ivalo Kreutzman.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.