Julegavehit er ulovligt på offentlig vej: Se hvorfor
Trafik- og Byggestyrelsen har netop udsendt en meddelelse om, at det er ulovligt at benytte Segboards på offentlig vej.
- Det er så typisk dansk. Når der kommer noget nyt, så forbyder vi det med det samme - bare lige for at være på den sikre side, siger Camilla af Rosenborg, indehaver af butikken Z-way i København
- Det er så typisk dansk. Når der kommer noget nyt, så forbyder vi det med det samme - bare lige for at være på den sikre side, siger Camilla af Rosenborg, indehaver af butikken Z-way i København Foto: Scanpix arkiv


Segboards - de små tohjulede batteridrevne køretøjer - tegner til at blive et af de helt store julegavehit i år. Men nu har Trafik- og Byggestyrelsen stukket en kæp i hjulet på den selvkørende dille, skriver metroxpress.

Styrelsen har netop udsendt en meddelelse om, at det er ulovligt at benytte køretøjerne på offentlig vej.

Mens personer over 16 år fortsat lovligt må køre på segboardets storebror, segwayen, på veje og cykelstier, er det kun tilladt at køre på det styrløse segboard på privat grund eller på aflukkede arealer.

Det ærgrer Camilla af Rosenborg, indehaver af butikken Z-way i København. Hun har solgt adskillige segboards det seneste halve år. Når kunder har spurgt til lovligheden, har hun med sindsro henvist dem til Trafik- og Byggestyrelsen, der siden 2011 har tilladt kørsel med Segways.

- Det er så typisk dansk. Når der kommer noget nyt, så forbyder vi det med det samme - bare lige for at være på den sikre side, siger hun til metroxpress.

Trafikstyrelsen oplyser til metroxpress, at segboardet er ulovligt på offentlig vej, da det ikke som segwayen opfylder kravet om at være udstyret med styr og ringklokke.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.