Flere ville have forsvoret, at det aldrig ville ske. Men den kendte tv-kok og kapelmester James Price er hoppet af smør-vognen i en ny kogebog, han sender på gaden 4. januar 2016, skriver Billed Bladet
Bogen hedder "Uden smør og fløde", og den kommer meget passende til salg, netop som de fleste danskere overvejer en slankekur oven på en fed og sød jul.
Ikke en slanke-bog
Den nye kogebog giver en masse gode opskrifter på mad, der er helt uden smør og fløde.
Men den er ikke ment som en slanke-bog, den skal blot inspirere til en lidt sundere hverdag.
Den skal vise danskerne, at der findes god og sund mad, som kan smage godt, selvom det er uden smør, forklares der i en pressemeddelelse:
- Jeg håber, at bogen kan være til inspiration for dem, der godt kunne tænke sig at vende skuden, og få lidt mere grønt og groft ind i køkkenet til daglig. Så må vi gemme smørret og fløden til weekenden, siger James Price om sin ny bog.