Den forhenværende formand for Dansk Folkepartis lokalafdeling i Brøndby, Carsten Horn, har meldt sig ind i Nye Borgerlige.
Han skabte en del debat, da han 20. marts på Facebook skrev følgende om den tidligere statsminister Anker Jørgensens død.
"Det skal fejres!!!! Skål alle sammen tillykke med dagen!! Endeligt er Anker blevet en god socialdemokrat! for en god socialdemokrat er en død socialdemokrat!".
Nu melder han sig så klar til at stille op for Nye Borgerlige, skriver Politiko.dk, som spørger ham, om det er i orden, at sige den slags om en død mand for at skabe debat og provokere?
- Jeg har hørt det, der var værre. Hvis du gider at se på, hvad den mand har gjort, har han dybest set ikke bestilt andet end at sidde med sutten nede i statskassen og revet til sig fra alle os andre. Han har ikke gjort andet end at sikre, at vi er kommet i et kæmpe uføre, siger Carsten Horn til Politiko.dk.
S: Horn bør ekskluderes
I Socialdemokratiet rynker man på panden og mener, det er grotesk, at Carsten Horn overhovedet kan komme ind i Nye Borgerlige efter sine udtalelser.
Lars Aslan Rasmussen mener, at Carsten Horn bør ekskluderes fra partiet:
- Hvis ikke Nye Borgerlige øjeblikkeligt tager handling på det, så legitimerer de voldelige trusler i deres parti. Hvis ikke ledelsen handler hurtigt og konsekvent, så bærer de et medansvar, hvis det ender galt, fordi de indirekte blåstempler udtalelserne. Der skal bare sidde én tosse fra White Pride eller lignende, som læser dette og lader sig inspirere, siger Lars Aslan Rasmussen til Politiko.dk.
Tiltrækker uvelkomne DF'ere
Berlingske fortæller desuden søndag, at Nye Borgerlige har tiltrukket en stribe medlemmer, som er uvelkomne i Dansk Folkeparti blandt andet på grund af ekstreme ytringer.
Mest opsigtvækkende er den forhenværende talsmand for den højreekstreme gruppe Danish Defence League, Lars Grønbæk Larsen. Han har dog har meldt sig ud igen efter medieopmærksomhed. Hertil kommer en række tidligere DFere, som ikke længere er velkomne i partiet, skriver avisen.
Tvivl om nynazister
Over for Berlingske vil næstformand i Nye Borgerlige, Peter Seier Christensen, ikke på forhånd udelukke, at tidligere nynazister kan komme ind i partiet.
Det strider imod partiformand Pernille Vermunds opfattelse. Hun skrev fredag på Facebook, at hverken nynazister eller totalitært sindede er velkomne i Nye Borgerlige:
- Lad mig gøre det klart en gang for alle. Hverken nynazister, islamister, socialister eller kommunister er velkomne i Nye Borgerlige. Skulle et totalitært-sindet mennesker alligevel melde sig ind, så vil vedkommende enten blive bedt om selv at finde vejen ud - eller blive ekskluderet af hovedbestyrelsen, skrev Pernille Vermund blandt andet.