Jubilaren Messi brillerer med hattrick i Barcelona-sejr
Lionel Messi scorede hattrick og lagde op til mål, da han i sin ligakamp nummer 300 førte Barcelona til sejr.
Lionel Messi førte an, da Barcelona knuste Levante med 5-0.
Lionel Messi førte an, da Barcelona knuste Levante med 5-0. Foto: Manu Fernandez/AP


Mens Cristiano Ronaldo døjer med formsvigt hos Real Madrid, har FC Barcelonas superstjerne Lionel Messi for alvor fundet storformen.

Søndag spillede argentineren sin spanske ligakamp nummer 300, og han fejrede sit jubilæum ved at score hattrick og lægge op til et mål i hjemmesejren på 5-0 over Levante.

Med sejren er Barcelona igen kun et point efter ligaens førerhold, Real Madrid.

Messi indledte sin store kamp ved at være i oplæggerens rolle ved Neymars 1-0-føringsmål efter 17 minutter. Messi lagde bolden ind fra venstre, hvor Neymar lidt heldigt flugtede bolden ind over målmand Diego Marino.

Syv minutter før pausen blev det 2-0. Messi blev spillet fri i straffesparksfeltet efter et Levante-boldtab og scorede fladt ved den ene stolpe.

Et kvarter efter pausen øgede Messi i helt fri position foran mål efter et mønsterangreb, og 4-0 samt hattricket blev en realitet på et straffespark kort efter.

Midt i anden halvleg lod Neymar sig udskifte med Luis Suarez, der bare skulle bruge en håndfuld minutter, inden han gjorde det til 5-0.

Adriano serverede bolden i luften omkring straffesparkspletten, hvorfra Suarez akrobatisk helflugtede bolden i nettet.

Således kom Barcelonas tre offensive superstjerner nok engang alle på scoringstavlen i samme kamp.

I søndagens sene kamp vandt Michael Krohn-Dehlis Celta Vigo hjemme med 2-0 over mestrene Atlético Madrid. Den danske landsholdsspiller lagde op til 2-0-målet.

Dermed taber mesterholdet vigtige skridt i topstriden. Atlético Madrid forbliver på tredjepladsen, men er syv point efter Real Madrid og seks efter Barcelona.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.