Jovenel Moise ligner en vinder af præsidentvalget i Haiti
Moise ligner en vinder af valget allerede efter første runde, hvor han har fået over halvdelen af stemmerne.
Ifølge de foreløbige valgresultater ligner 48-årige Jovenel Moise en vinder af præsidentvalget i Haiti allerede efter første runde, fordi han tilsyneladende har fået over halvdelen af stemmerne.
Ifølge de foreløbige valgresultater ligner 48-årige Jovenel Moise en vinder af præsidentvalget i Haiti allerede efter første runde, fordi han tilsyneladende har fået over halvdelen af stemmerne. Foto: Andres Martinez Casares/Reuters


Forretningsmanden Jovenel Moise fra partiet Parti Haïtien Tèt Kale (PHTK) vinder præsidentvalget i Haiti allerede i første runde med 55,67 procent af stemmerne.

Hans nærmeste rival, Jude Célestin fra oppositionspartiet Lapeh, må nøjes med 19,52 procent af stemmerne.

Det viser de foreløbige resultater ifølge nyhedsbureauet AFP.

Søndag 20. november var valgstederne i det orkanplagede land åbne i ti timer. Da kom det samtidig frem, at indbyggerne må vente helt frem mod 29. december på det endelige valgresultat.

Allerede mandag i sidste uge udråbte en talsmand for den tidligere præsident Michel Martellys parti Moise som vinder i første runde.

Michel Martelly trådte tilbage i februar. Siden har Jocelerme Privert været fungerende præsident.

Præsident- og parlamentsvalget i Haiti var egentligt planlagt til at finde sted 9. oktober. Men det måtte udskydes efter orkanen Matthews hærgen i landet.

Mindst 842 mennesker mistede livet i forbindelse med orkanen, der ramte i begyndelsen af oktober, og som også var skyld i store materielle skader i det fattige land.

I forvejen lever tusindvis af mennesker i Haiti fortsat i telte og interimistiske boliger efter et jordskælv i 2010, som kostede flere end 200.000 mennesker livet.

I alt stillede 27 kandidater op til præsidentposten.

Det kræver over halvdelen af stemmerne at vinde valget i første runde. Ellers går de to kandidater med flest stemmer videre til anden runde.

48-årige Jovenel Moise har ifølge nyhedsbureauet Reuters været favorit i de lokale meningsmålinger til at vinde præsidentposten.

Moise fik også flest stemmer ved det seneste valg i Haiti, som fandt sted i oktober sidste år. Men resultatet blev annulleret på grund af vold og beskyldninger om valgsvindel.

Formelt er det kun landets valgkommission, der kan udråbe en vinder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.