Massakren i Paris
Journalistformand: Angreb trækker tråde til Muhammed-krise
12 er døde efter et terrorangreb mod fransk magasin. Et angreb på pressefriheden, siger journalistformand.
Det dødelige terrorangreb mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo er et angreb på den frie presse, lyder det fra journalistformand.
Det dødelige terrorangreb mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo er et angreb på den frie presse, lyder det fra journalistformand. Scanpix, Dominique Faget


Det dødelige terrorangreb mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo er et angreb på den frie presse, og angrebet trækker tråde tilbage til Muhammed-krisen i 2006.

Det siger Mogens Blicher Bjerregaard, formand i Dansk Journalistforbund og formand for Den Europæiske Journalistføderation, til Dansk Journalistforbunds hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Dansker i Paris: Folk er i chok

- Det er et helt forfærdeligt og rædselsfuldt angreb på Charlie Hebdo, vi er vidne til i dag. Men det er ikke blot et angreb på Charlie Hebdo. Det er et angreb på den frie presse alle steder i verden, og det er begået af personer, der foragter demokrati og pressens helt nødvendige rolle i et frit samfund.

- Angrebet på Charlie Hebdo rører os alle og trækker naturligvis tråde tilbage til karikatur-krisen i 2006. Vi bliver som journalister, tegnere og mediefolk dybt påvirket af et sådan attentat. Men vi må ikke afholde os fra at lave det helt nødvendige journalistiske arbejde eller bedrive selvcensur, siger Mogens Blicher Bjerregaard.

LÆS OGSÅ: Danske politikere: Vi er forfærdede

Tilbage i 2006 bragte Charlie Hebdo flere karikaturtegninger af profeten Muhammed. Blandt dem var to fra Jyllands-Posten.

Bevæbnede mænd stormede onsdag Paris-redaktionen for det satiriske ugeblad og dræbte mindst 12 personer - heriblandt to politifolk, oplyser de franske myndigheder.

Yderligere fem personer meldes alvorligt såret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.