José Mourinho: Jeg behøver ikke garantier
Efter otte nederlag i 16 kampe er Chelseas manager José Mourinho presset for tiden, men det generer ham ikke.
Chelseas manager José Mourinho er tryg ved fremtiden og ikke bange for at miste sit job.
Chelseas manager José Mourinho er tryg ved fremtiden og ikke bange for at miste sit job. Foto: Matt Dunham/AP


Chelsea-manager José Mourinho er ikke kommet under mindre pres, efter at London-klubben røg ud af Liga Cuppen i fodbold tirsdag aften.

Men den 52-årige portugiser er tryg ved fremtiden og overhovedet ikke bange for at miste sit job.

- Jeg behøver ikke garantier. Jeg behøver ikke noget. Min generelle situation er fantastisk.

- Jeg har fri onsdag, har en fantastisk familie. Jeg kan sove godt hver nat. Og torsdag vil være endnu en dag, som den har været i de seneste 15 år af mit liv, siger Mourinho.

Hjemmeholdet Stoke slog Chelsea ud efter straffesparkskonkurrence, da den ordinære spilletid var endt 1-1.

Der blev ikke scoret i den forlængede spilletid, selv om Stoke spillede med blot 10 mand i en halv time. Belgieren Eden Hazard brændte det afgørende straffespark for Chelsea.

- Vi prøvede, prøvede og prøvede. Efter første halvleg burde det have stået 3-0 eller 4-0. Det var frustrerende, at det stod 0-0, siger Mourinho.

Han mener dog, at spillerne svarede igen på kritikken efter weekendens skuffende 1-2-nederlag ude til West Ham i Premier League.

- Vi spillede virkelig godt. Det, spillerne gjorde, var at svare nogle mennesker, som skriver og snakker. Spillerne sagde til dem: I er dumme, siger Mourinho.

- Tror I, spillerne ikke bakker mig op eller ikke gjorde, hvad de kunne for at vinde kampen? Det ville være synd for spillerne. Det er mangel på respekt for spillerne - ikke mig.

- For mig ville det være en fantastisk situation, hvis spillerne var imod mig. Så kunne jeg sige, at resultaterne ikke er med os, fordi spillerne er imod mig, siger Mourinho.

Chelseas stjerneangriber Diego Costa er formentlig ude i noget tid med en skade i ribbenene efter en kollision med Stoke-keeperen Jack Butland.

Costa forsøgte at spille videre, men udgik efter 33 minutters spil. Loïc Rémy kom ind og overtog måltyvens plads i Chelsea-angrebet og kvitterede med en 1-1-udligning i sidste minut.

- Jeg ved det ikke. Jeg tror, han slog sig selv. Han er på sygehuset, siger Mourinho om Costa.

Den regerende engelske mesterklub har nu tabt otte af 16 kampe i denne sæson og er helt nede som nummer 15 i Premier League. Lørdag skal Chelsea møde Liverpool i ligaen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.