Jores Okore starter for Aston Villa i FA Cup-finale
Aston Villa jagter overraskelsen mod Arsenal i FA Cup-finalen. Det bliver med hjælp fra Jores Okore.
Jores Okore skal holde Theo Walcott og Alexis Sánchez væk fra mål i FA Cup-finalen. Arkivfoto.
Jores Okore skal holde Theo Walcott og Alexis Sánchez væk fra mål i FA Cup-finalen. Arkivfoto. Foto: Jon Super/AP


Det bliver med hjælp fra den danske forsvarsspiller Jores Okore, at Aston Villa lørdag skal jagte overraskelsen i FA Cup-finalen mod Arsenal.

Danskeren starter i centerforsvaret i finalekampen på Wembley. Det oplyser Aston Villa på klubbens twitter-profil.

Der har længe været tvivl om, hvorvidt Jores Okore ville blive klar til kampen, da danskeren har døjet med knæproblemer. Det har ligeledes givet spørgsmålstegn ved en mulig deltagelse ved sommerens U21-slutrunde for Danmark.

Jores Okore var ikke med i sidste runde af Premier League, der blev spillet sidste søndag, men danskeren er altså blevet klar til sæsonens vigtigste kamp, der kan sikre Aston Villa adgang til Europa League.

Okore skal sammen med hollænderen Ron Vlaar udgøre Aston Villas centerforsvar foran målmand Shay Given.

De skal blandt andet holde lynhurtige Alexis Sánchez og Theo Walcott, der er med i Arsenals startopstilling, væk fra mål. Til gengæld slipper Okore i første omgang for den store angriber Olivier Giroud, der begynder finalen på bænken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.