Jores Okore sæsondebuterer for Villa med uafgjort
En knæskade har siden juni holdt Jores Okore ude, men lørdag var danskeren med, da Villa fik uafgjort.
Jores Okore har været væk fra Aston Villas førstehold i hele sæsonen, men lørdag var Okore med fra start ude mod Southampton.
Jores Okore har været væk fra Aston Villas førstehold i hele sæsonen, men lørdag var Okore med fra start ude mod Southampton. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


Den danske forsvarsspiller Jores Okore var lørdag med i sin første kamp i Premier League i denne sæson for Aston Villa.

Det skete, da rækkens bundhold gæstede Southampton. Her så det længe ud til, at Aston Villa skulle hente lidt opmuntring med en sejr, men med et kvarter igen fik hjemmeholdet udlignet til slutresultatet 1-1.

Dermed ligger Aston Villa stadig i bunden af rækken med seks point.

Jores Okore har været uden med en slem knæskade siden juni måned og har på det seneste siddet på bænken i nogle kampe. Men lørdag var danskeren med i Aston Villas centrale forsvar ved siden af Joleon Lescott.

Villa har haft en forfærdelig sæson indtil nu og ligger sidst i ligaen. Før lørdagens udekamp mod Southampton var der lukket hele 27 mål ind, men et minut før pausen var der endelig lidt opmuntring til de hårdt prøvede Villa-spillere.

Efter et hjørnespark endte bolden hos rutinerede Joleon Lescott, der fra tæt hold bragte bundholdet foran 1-0.

I begyndelsen af november fyrede klubben manager Tim Sherwood, der blot havde hentet fire point i ti ligakampe. I stedet ansatte Villa den 49-årige franskmand Rémi Garde, der uden tvivl havde håbet, at Villa kunne holde føringen.

Med et kvarter igen gik det dog galt i Villa-forsvaret. Et hjørnespark passerede forbi flere spillere herunder Okore, og endte hos Oriol Romeu, der ikke blev markeret og sparkede udligningen hjem for Southampton.

Christian Eriksen var vanen tro med fra start hos formstærke Tottenham, som gæstede West Bromwich Albion i et opgør, der sluttede 1-1.

Her kom Tottenham foran efter et kvarter, da Toby Alderweireld sendte en lang aflevering frem mod unge Dele Alli, der flugtede bolden i mål på sin førsteberøring.

Få minutter før pausen fik hjemmeholdet udlignet på en flot scoring, hvor Darren Fletcher i højre side fandt James McClean, der resolut pandede bolden i mål til 1-1.

Christian Eriksen forsøgte sig i halvlegens overtid, men skuddet gik langt over mål, og anden halvleg endte uden yderligere scoringer, og det ene point placerer Tottenham på femtepladsen med 26 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.