Jores Okore gør comeback i Premier League
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller starter inde for Aston Villa, når holdet mandag møder Southampton.


Forsvarsspilleren Jores Okore gør mandag aften comeback i Premier League for Aston Villa efter mere end et års fravær.

Aston Villa er hårdt ramt af skader i midterforsvaret, hvilket har givet den 22-årige dansker en plads i startopstillingen mod Southampton.

Kort efter sin start i klubben for godt et år siden rev Okore i september et korsbånd i knæet over, hvilket betød flere måneders pause.

Selv om den tidligere FC Nordsjælland-profil nåede at deltage i Aston Villas forberedelser til den igangværende sæson, så er han først nu fundet god nok til en plads på holdkortet.

Det hører med til historien, at Aston Villas manager, Paul Lambert, har været hårdt ramt af skader frem til opgøret mod Southampton, da hele tre midterforsvarere er ude med problemer. Det drejer sig om Philippe Senderos, Ron Vlaar og Nathan Baker.

Aston Villa har hårdt brug for en sejr i mandagens opgør efter en forfærdelig start på sæsonen med blot 11 point i lige så mange kampe. Det kan dog blive svært mod Southampton, der med 25 point indtager ligaens andenplads efter Chelseas tophold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.