Jordskælv fælder højhus i Taiwan og mindst 13 er døde
Redningshold leder fortsat efter omkring 100 savnede i murbrokkerne af fire sammenstyrtede bygninger.
Mindst 13 personer er omkommet i et jordskælv i byen Tainan, hvor blandt andet et 17-etagers højhus kollapsede natten til lørdag.
Mindst 13 personer er omkommet i et jordskælv i byen Tainan, hvor blandt andet et 17-etagers højhus kollapsede natten til lørdag. Foto: Wally Santana/AP


Mindst 13 personer er omkommet i et jordskælv i Taiwan, hvor blandt andet et 17-etagers højhus kollapsede natten til lørdag.

100 personer savnes fortsat i byen Tainan, og dødstallet ventes at stige.

Redningshold arbejder på at finde overlevende i murbrokkerne fra fire store bygninger, der faldt sammen som følge af skælvet.

Adskillige hundrede mennesker er kommet til skade. Myndighederne oplyser, at det drejer sig om 475 personer.

Flertallet af de tilskadekomne er allerede udskrevet fra hospitaler i byen.

Jordskælvet ramte Taiwan lokal tid tidligt lørdag morgen og målte 6,4 ifølge det amerikanske geologiske institut, USGS.

Det blev først vurderet til at være 6,7, men det er siden blevet nedskaleret.

Det vurderes dog at have været kraftigt, da skælvet var overfladisk og kun havde en dybde på ti kilometer.

I alt menes mindst fire bygninger at være kollapset efter skælvet. Bygningen med 17 etager skal have været hjem for 256 mennesker fordelt på 92 lejligheder ifølge Reuters.

Taiwans indenrigsminister, Chen Wei-jen, frygter ifølge nyhedsbureauet AFP, at der kan have været flere personer end normalt i huset på grund af det kinesiske nytår.

Tv-billeder viser en anden bygning på syv etager, hvor de nederste etager er delvist kollapset, mens resten af bygningen fremstår intakt. Huset læner kraftigt til den ene side.

Epicentret for de store rystelser er i det sydlige Taiwan 43 kilometer sydøst fra Tainan, hvor der bor næsten to millioner indbyggere.

Taiwan er ofte udsat for jordskælv, da øen ligger imellem to tektoniske plader.

I 2013 blev fire dræbt af et jordskælv på 6,3, der ramte det centrale Taiwan og forårsagede flere jordskred.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.