Jordan hænger 11 dødsdømte
Menneskeretsgrupper kritiserer Jordan, hvor 11 mænd søndag blev hængt efter otte års pause i henrettelser.


Efter otte års pause er Jordan atter begyndt at eksekvere dødsdomme. Søndag blev 11 mænd, der alle er dømt for drab, hængt som straf for deres forbrydelser.

Henrettelserne får menneskeretsgrupper til at kritisere kongedømmet, som med beslutningen om at genoptage henrettelserne tager et skridt tilbage på det menneskeretslige område.

- Vi er overraskede over denne beslutning, som er et tilbageskridt for Jordan, siger Taghered Jaber, regional direktør for Penal Reform International.

Sarah Leah Whitson, der er Mellemøst-direktør for Human Rights Watch, siger, at denne "grusomme form for straf" er endnu et område, hvor det går den forkerte vej i Jordan.

- Jordan mister sin status som en sjælden progressiv stemme hvad angår dødsstraf i regionen, siger hun.

De 11 mænd blev ved daggry hængt i et fængsel der ligger omkring 70 kilometer fra hovedstaden Amman.

Alle 11 var dømt for drab i 2005 og 2006 og havde ikke nogen forbindelser til hverken politiske eller ekstremistiske grupper, siger indenrigsministeriets talsmand til det officielle nyhedsbureau Petra.

Jordan har ikke foretaget nogen henrettelser siden juni 2006. Siden da er 122 mennesker blevet dømt til døden, men altså uden at dødsstraffene er blevet eksekveret.

For nylig antydede den jordanske indenrigsminister, Hussein Majali, at det midlertidige stop for henrettelser kunne blive ophævet. Ifølge ham er det en udbredt opfattelse i befolkningen, at kriminaliteten er steget, fordi Jordan ikke længere anvendte dødsstraffen.

Lederen af menneskeretsgruppen Adallah (Retfærdighed), Assem Rababa, opfordrer myndighederne til at se på årsagerne til den øgede kriminalitet i stedet for at gå tilbage til dødsstraffen.

- Politiske og økonomiske problemer giver kriminalitet, siger han.

- Myndighederne burde ikke forhaste sig med henrettelser, mens de ignorerer disse problemer, siger Rababa.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.