Joof: Vi er sjovest, når vi mister kontrollen
I en verden, hvor det handler om at være så tjekket som muligt, kan intet få Hella Joof til at grine, som når autoriteter mister kontrollen.
Hella Joof er aktuel med filmen "All Inclusive"
Hella Joof er aktuel med filmen "All Inclusive" Polfoto (arkiv)


Smilet når helt op til de brune øjne og hænderne er konstant på overarbejde, mens instruktøren Hella Joof sidder ved et bord på en café på Frederiksberg og taler om sin nye film, komedien "All Inclusive" - en film om en mor og to døtre, der i kølvandet på faderens affære med Jonna bogholderiet, rejser til Malta.

De to døtre, der bliver spillet af Danica Curcic og Maria Rossing, er forskellige som nat og dag. Og mens moderen - i skikkelse af Bodil Jørgensen - bliver sendt i armene på en lokal charmør, må de to søskende erkende deres forskelligheder, men gennem flere tåkrummende oplevelser nærmer de sig hinanden.

Hella Joof, der før har stået bag film som "En Kort, En Lang" og "Sover Dolly På Ryggen", er kendt for sit komiske talent, men at sløjfe en del af den sjove dialog, var alligevel det første, hun gjorde, da hun fik fingrene i manuskriptet.

- Jeg startede med at tage en masse jokes ud og Mette Heeno, som har skrevet manuskriptet, ville også heller at filmen handlede om rigtige mennesker, så vi ville samme vej. Hvis man lægger mærke til det, så er mine film aldrig sjove på grund af jokes, de er sjove, fordi folk gør et eller andet eller reagerer på bestemt måde. Det handler meget mere om, hvordan mennesker opfører sig, det er det, jeg synes, er sjovt, fortæller Hella Joof.

En af de ting, der især kan få instruktøren til at sprutte af grin, er når mennesker mister kontrollen, som de to døtre i "All Inclusive" for eksempel gør, da deres mor giver dem en lektie i, hvordan kvinders sexliv kun bliver bedre med alderen.

- Jeg synes, at pinlige ting er sjove. Alt, hvad der handler om kontroltab, er sjovt. Hvis man får en bøde af en parkeringsvagt med karse mellem fortænderne, er det svært at blive sur. Og man siger det ikke til ham, for det er jo en lille måde at drille tilbage på, siger instruktøren og griner.

Hvorfor kontroltabet er så sjovt, har hun ikke svært ved at forklare.

- Alt i vores liv handler om at være tjekkede og have status og være voksne og fornuftige men rynkede øjenbryn og en mening. Og derfor er det sjovt, når alting bare eroderer under os og vi glider, siger hun.

Mens nogen krummer tæer og kigger væk, når der sker noget pinligt, så sætter Hella Joof sig gerne klar på første række med en spand popcorn i livets teater.

- Der har været så mange pinlige ting i mit liv. Hele vejen igennem. Så jeg har nok vænnet mig lidt til, at det som udgangspunkt er lidt pinligt, siger hun og uddyber:

- Jeg tror, at jeg, allerede fra jeg var barn, ligesom har haft et blik for det. Jeg synes stadig, det er sjovt, hvis en dames nederdel sidder fast oppe i underbukserne når hun kommer tilbage fra et toiletbesøg, og det er jo endnu sjovere, når man er barn, og det er den skrappe lærerinde. Det er altid sjovt, når de ophøjede kommer ned, siger hun.

"All Inclusive" er Hella Joofs syvende spillefilm, og den har premiere den 25. december.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.