Jonathan Groth færdig i single ved EM i bordtennis
Den danske batmand kæmpede godt og havde flere gange momentum, før han tabte i syv sæt til den fjerdeseedede.
Jonathan Groth tabte en tæt kamp i ottendedelsfinalen i single ved EM i bordtennis. Han er dog sikker på mindst bronze i double.
Jonathan Groth tabte en tæt kamp i ottendedelsfinalen i single ved EM i bordtennis. Han er dog sikker på mindst bronze i double. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


Ottendedelsfinalen blev endestationen for danske Jonathan Groth i singlerækken ved EM i bordtennis i Budapest.

Men det krævede både stor fight og kølige nerver, før den fjerdeseedede tysker Timo Boll kunne knytte næven i triumf.

Sætcifrene lød nemlig 7-11, 13-11, 1-11, 11-4, 8-11, 11-8 og 11-1 i tysk favør.

Danskeren kom således fint fra start, men i andet sæt lagde tyskeren ud som lyn og torden og kom hurtigt på 5-0. Jonathan Groth kæmpede sig flot tilbage på 9-9, før sættet alligevel tippede til Bolls fordel.

Tredje sæt gik til danskeren på rekordtid, før Boll svarede igen med en lignende overlegenhed og udlignede til 2-2 i sæt.

Også femte og sjette lignede hinanden - med to forskellige fortegn.

Dermed skulle det hele afgøres i syvende og sidste sæt, og her viste tyskeren al sin rutine, da han uden at slippe grebet om sin tidlige føring sikkert kørte sættet hjem til samlet sejr på 4-3 i sæt.

Tidligere lørdag sikrede Jonathan Groth sig minimum bronze i double sammen med sin makker, Patrick Franziska fra Tyskland.

De to spiller semifinale mod Matthias og Kristian Karlsson fra Sverige senere lørdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.