Jonas Warrer jubler efter VM-medalje: En forløsning
Endelig lykkedes det den tidligere OL-vinder Jonas Warrer at vinde en medalje ved et VM.


Han har vundet OL-guld tidligere i karrieren, men det er aldrig blevet til en VM-medalje til sejleren Jonas Warrer. Ikke før søndag eftermiddag.

Sammen med Anders Thomsen tog Warrer nemlig sølv i 49eren ved VM i Santander, og det vakte stor jubel i den danske båd.

- Det er en kæmpe forløsning. Jeg har været med til rigtigt mange VM'er. At det endelig lykkedes at tage en VM-medalje er bare rigtigt, rigtigt fedt.

- Det er det, vi kæmper for. Det er det, vi træner for. I dag lykkedes det, selv efter en halvskidt start på stævnet, og det er bare sindssygt fedt, siger Jonas Warrer i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Danmark tog i alt to VM-medaljer, efter at det også lykkedes 49erFX-båden at vinde sølv.

Den danske duo Ida Marie Baad og Marie Thusgaard lignede ellers en potentiel guldvinder langt hen i søndagens medal race, men til sidst klemte Brasilien sig ind foran og løb med førstepladsen.

- De første ti minutter efter var vi utroligt skuffede. Men nu er vi rigtigt glade for sølvmedaljen. Vores målsætning ved VM var at tage medalje, og det har vi opnået. En medalje til VM kan vi ikke klage over. Det skal virkelig fejres, siger Ida Marie Baad.

Ud over de to medaljer rejser de danske sejlere hjem fra Santander med syv nationspladser til OL i Rio i 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.