Jonas Dal griner af rygte om Esbjerg-præsentation
- Det er en gås eller en juleand, siger Jonas Dal om rygtet, der går på, træneren onsdag præsenteres i Esbjerg
Jonas Dal kan være på vej væk fra Hobro, men hans fremtidige arbejdsgiver bliver ikke offentliggjort onsdag, siger han selv.
Jonas Dal kan være på vej væk fra Hobro, men hans fremtidige arbejdsgiver bliver ikke offentliggjort onsdag, siger han selv. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Hobro-træner Jonas Dal benægter, at han onsdag bliver præsenteret som ny træner i Esbjerg på en kontrakt gældende fra næste sæson.

Det skrev BT ellers tidligere tirsdag aften, men der er tale om en and, siger Jonas Dal til TV2 Sport.

- Det kan jeg overhovedet ikke se, hvor de skulle have fra. Det bliver jeg i hvert fald ikke, siger Jonas Dal.

Spørgsmål: Er det en and?

- Det er en kæmpe and! Jeg tror, det er en gås eller en juleand eller sådan noget. Det sker hvert fald ikke, siger en grinende Jonas Dal til tv-stationen.

Tirsdag kunne Hobro-sportschef Jens Hammer Sørensen fortælle til Nordjyske, at Esbjerg var interesseret i at skrive kontrakt med Jonas Dal gældende fra sæsonens udgang, men i så fald lader det altså ikke til at blive officielt onsdag.

Tirsdag aften stod Jonas Dal i spidsen for det Hobro-mandskab, der røg ud af DBU Pokalen efter et nederlag i straffesparkskonkurrence mod FC Roskilde fra 1. division.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.