Jon Stewart forlader The Daily Show 6. august
Jon Stewart afløses som studievært på det satiriske program The Daily Show af sydafrikaneren Trevor Noah.
Jon Stewart, der her ses underholde i Madison Square Garden i New York, stopper som vært for The Daily Show.
Jon Stewart, der her ses underholde i Madison Square Garden i New York, stopper som vært for The Daily Show. Foto: Brad Barket/BRAD BARKET/INVISION/AP


En af USA's mest populære tv-værter, Jon Stewart, der i mere end 16 år har bestyret det satiriske program The Daily Show, forlader sin post den 6. august.

Det meddelte han i programmet, der blev vist i USA sent mandag aften.

The Daily Show kunne i en årrække følges på DR2, lige som det sker over store dele af verden. Programmet er blevet en af tv-selskabet Comedy Centrals største succeser.

Stewart meddelte allerede i februar, at han stopper på The Daily Show, men han satte ved den lejlighed ikke slutdato på.

Han har i sit program blandet satire, kultur og hårdkogt politisk journalistik. Stewart har gjort det til et varemærke at gå hårdt til de andre mediers gengivelse af politik og samfundsforhold.

Navnlig den ultrakonservative tv-kanal Fox News er blevet grundigt parteret i Stewarts program.

Stewart har aldrig lagt skjul på, at han politisk ligger til venstre.

Den sydafrikanske komiker Trevor Noah er udset til at afløse Jon Stewart som vært på The Daily Show.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.