Blogger-Johnny: Det samfund, politikerne er ved at skabe, er endnu værre, end det jeg kom fra

Af Johnny Larsen
SE ALLE BLOGINDLÆG

DER ER en afgørende forskel på mig og de politikere, der råder over mit liv: Jeg ved, hvad jeg taler om.

Lad mig skrue tiden tilbage… sådan cirka 60 år. Scenen er Baldersgade på det ydre Nørrebro. Der er en lejlighed med tre værelser. I det ene, som vi kan kalde dagligstuen, det fine rum, står en lille kakkelovn og buldrer. Køkkenet, hvor vi også spiser, er trangt. Zinkkøkkenvasken med den kolde hane er også vaskeplads, når mor bader ungerne. Om vinteren er der ALTID is på ruderne.

På et kakkelbord står to gasblus og en lille bageovn, ved siden af står et lille isskab med zinkforing. Ved siden af det er vores spisebord. Man måtte spise alle de kartofler og den sovs, man kunne rumme, men der var rationering på kød. Var det hakkebøf, fik vi kun en, mens der var to frikadeller. Kåldolmer fik man lidt flere af, og der var heller ikke rationering på brunkål med kogt flæsk. Far gik på job seks dage om ugen, og mor havde en del rengøringsjobs for at få det hele til at hænge sammen.

Vi cyklede fra Baldersgade til Gladsaxe til min fars kollega for at se en eller anden dansk film med Poul Reichardt der tumlede rundt i Grønland og vist nok skulle redde en isbjørneunge ved navn Nanok. Fjernsynet var en ekstremt lille skærm i et kæmpemøbel, og det var ikke sort/hvid, det var kun den lyse ende af gråskalaen. Men vi sad der, for det var ubeskriveligt stort at se fjernsyn.

I SKOLEN var der en ugentlig obligatorisk badedag, hvor hele klassen tog bad under opsyn af pedellen. Vi vaskede os med noget der lignede Valo og gnubbede det ind i huden med bolde af træuld. Al vask blev afsluttet med en afskylning under den kolde bruser, som blev kontrolleret af pedellen.

Den største fornøjelse for de fleste af os var at mødes foran legetøjsbutikken på Tagensvej for at være førstevælger til, hvad der nu måtte være i vinduet. Det gjaldt altid om at tilkæmpe sig retten til at være førstevælger, så man kunne sige: ”Jeg ta’r dampmaskinen”. Den maskine som ingen havde råd til, og med efterrationalisering var det legetøjshandlerens hån over samtlige drenge i kvarteret. Ingen ville nogensinde kunne få den.

Lækkerier og snold begrænsede sig til at gå ind til ismejerimanden fem minutter i halv seks og spørge, om man måtte få noget gammelt brød. Så fik man en lille pose med det wienerbrød, der ikke var solgt i løbet af dagen.

Nogle af os var heldige og fik et byjob, som forsynede os med lommepenge, der kunne bruges på snold og andet fjas, andre fik lidt lommepenge ved at posere for mænd, der gerne ville tage ”naturbilleder” af børnene, og nogle måtte helt undvære.

Vi voksede op i et område og en tid helt uden fritidstilbud. Legepladsen, Lersøparken og Bellahøjbadet var de eneste fornøjelser, med mindre man var heldig, at forældrene havde råd til, at man kunne gå til spejder.

Sommerferierne foregik i baggårde og for nogle få på landet, hvor vi blege og fejlernærede blev fragtet ud til venlige bønder, der sørgede for luft, sol og mad til baggårdsynglen. De som ikke kom på ferie, havde Gabriel Jensens Ferieudflugter, som var gratis ture på museer og andet.

LANGT DE fleste af os endte som gode samfundsborgere, der fortsatte opbygningen af det samfund, I er i fuld gang med at ødelægge. Men det skete kun, fordi kontrollen ikke var så hård – nærmest ikke eksisterende. Man kunne stjæle og begå hærværk, og man kunne tage straffen/advarslen/forskrækkelsen, når man blev fanget, og for de fleste var det nok. Ingen plettede papirer eller hære af sagsbehandlere.

Der var INTET glorværdigt ved den fattigdom, vi levede i, og den ophørte først for alvor med Kampmanns bestræbelser på at skabe et godt samfund for alle. Det var dengang, vi fik badeværelse, radiatorer i alle værelser, varmt vand i hanerne, køleskab, grøntsager, cykler og alt det andet, som gav os bedre helse både fysisk og psykisk.

I dag bor mange af mine ligestillede i Mjølnerparken og til trods for det varme vand og rigtige toiletter, er deres fattigdom så stor, som vores var. Ligegyldigheden fra samfundet er muligvis endnu større, og ethvert fejltrin (eller forsøg på at bryde den onde cirkel og opleve lidt ”luksus”) straffes for livstid.

LIGE PRÆCIS den fattigdom og den armod som ghettobørn vokser op under i dagens Danmark, vil I politikere overføre til resten af pøblen, og langt de fleste journalister lader jer slippe afsted med det og lader statsministeren tale om at belønne de arbejdsløse, der tager et job… et af de 200.000 ledige jobs, der ikke eksisterer.

Det samfund, I er ved at skabe, er et samfund, som er endnu værre, end det jeg kom fra, men I ved det ikke, for I er så unge, at I alle er vokset op med bunker af legetøj, altid nyt tøj, ingen stoppede strømper, ingen lappede bukser, men vil I ikke godt lade være med at tro, at I gør det rigtige.

Der er en god grund til, at Stauning satte noget i gang, og der er en god grund til, at Kampmann tog det næste skridt. Da Anker ville tage endnu et skridt fremad, var alle så forkælede og hukommelsessvage, at ingen anede, hvad han talte om.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].

Om Johnny Larsen

Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt. Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.   Følg Johnny Larsen på Twitter

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.