Beskeden kom som et chok.
Lægen fortalte John Gravsen, at han havde lungehindekræft.
Det var i 2010, et par år efter, at den nu 65-årige John Gravsen var stoppet som kontorassistent på en foderfabrik. Han arbejdede nu som pædagogmedhjælper og kunne ikke forstå, at lægen blev ved med at sige, at han kun kan få lungehindekræft, hvis han har arbejdet med asbest.
- Jeg vidste godt, hvad det indebar at få den besked, men jeg havde ingen anelse om, at jeg var blevet syg af asbest på arbejdet, siger John Gravsen til Avisen.dk.
Det var først, da han talte med nogle gamle kolleger fra foderfabrikken, at sammenhængen begyndte at gå op for ham.
Asbest i rørisolering
De kunne fortælle, at der var en del asbest på fabrikken. Transportrørene, der løb mellem fabrikkens afdelinger, var nemlig isoleret med såkaldt kiulgur - et asbestfyldt materiale, som kunne blive slået i stykker af forbikørende trucks. Der kunne gå noget tid mellem hullerne blev lukket, og imens stod de åbne.
- Og jeg gik jo ude på fabrikken hver dag, ligesom mine kolleger, der gik rundt på arbejdspladsen, hængte deres tøj inde på kontoret, hvor jeg arbejdede, siger John Gravsen.
Og det blev han alvorligt syg af. Han blev nogle år senere erklæret rask, før et tilbagefald i dag har gjort ham uhelbredelig syg. John Gravsen måtte igennem årelange kampe med Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen, før han i foråret 2016 med fagforeningen FOA i ryggen fik tilkendt en godtgørelse på 642.800 kroner for varigt mén, skriver Fagbladet FOA.
Desuden har John Gravsen fået en erstatning på 40 procent for mistet erhvervsevne - en sag der endnu er ved at blive afsluttet. Afgørelsen kommer efter Retslægerådet har slået fast, at der ikke findes en nedre grænse for asbestudsættelse.
- Jeg er glad for, at jeg har fået erstatning, og at min kræftsygdom er blevet accepteret som en arbejdsskade. Det er rart at vide, at det ikke er min egen skyld, siger John Gravsen.
Vil hjælpe andre
Han er dog lige så glad for, at Retslægerådets afgørelse også kan hjælpe andre i samme situation.
- Min historie kan vise andre, hvor lidt der skal til for at blive syg. Der kan være mennesker rundt omkring i landet, som ikke ved, at de er syge, for symptomerne kommer først mange år senere, siger John Gravsen.
Han er også glad for, at Retslægerådets afgørelse kan give andre asbest-syge borgere håb om at få erstatning. Også selvom man kun er udsat for en smule asbest.
- Så skal de i hvert fald ikke igennem den samme omgang som mig, siger John Gravsen.