Johanne Schmidt: Men hvad med dagpengene, Thorning?
Enhedslisten skoser regeringen for slet ikke at bruge en krone af 39 milliarder kroner mere til velfærd indtil 2020 på at rette op på dagpengereformen.
- Hvorfor vil regeringen ikke afsætte en krone til et trygt dagpengesystem, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
- Hvorfor vil regeringen ikke afsætte en krone til et trygt dagpengesystem, siger Johanne Schmidt-Nielsen. Foto: Thomas Lekfeldt/arkiv/Scanpix


Enhedslisten skoser regeringen for slet ikke at bruge en krone af 39 milliarder kroner mere til velfærd indtil 2020 på at rette op på dagpengereformen.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til regeringens udspil "Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab".

- Det er positivt, at regeringen vil investere lidt mere i velfærd end Lars Løkke Rasmussen. Men hvorfor vil regeringen ikke afsætte en krone til et trygt dagpengesystem, siger Johanne Schmidt-Nielsen i en skriftlig kommentar.

- Jeg undrer mig i den grad også over, at regeringen ikke vil afsætte en eneste krone til de arbejdsløse. Ikke en eneste krone til at rette op på dagpengekatastrofen. Det er bare ikke godt nok, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Klar forskel

Alligevel ser hun en "klar forskel" til Venstre, som ifølge hende vil bruge hver krone til "skatterabatter".

Venstre vil sænke skatten for lavtlønnede i arbejde som kompensation for et såkaldt "moderne" kontanthjælpsloft med loft over offentlige ydelser.

- Det er helt nødvendigt at afsætte flere penge til velfærd. Vi ved, at der kommer flere ældre, som har brug for pleje, og vi ved, at udgifterne til sundhed stiger, når der kommer nye behandlingsmetoder, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun klandrer regeringen for at lægge op til "skrabet velfærd".

- Udspillet viser, at der trods alt stadig er en forskel på rød og blå blok. Men det viser i den grad også, at der bliver brug for en stærk venstrefløj, der kan holde regeringen fast på løfterne, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Ikke luksus

De 39 milliarder kroner fordeles helt konkret således: 15 milliarder kroner til bedre sundhed for kræftpatienter, ældre, kronikere mv. Fem milliarder kroner til børn, uddannelse og social mobilitet. Fire milliarder kroner til forskning, grøn omstilling og vækst. 15 milliarder til øget tryghed, socialt udsatte og uforudsete udgifter.

- Vores plan giver klare prioriteringer for vores velfærd fremadrettet. Der er ikke tale om luksus i det, vi lægger op til, men det er et udspil, som lægger op til, at vi kan bevare det Danmark, vi kender, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.