Johanne Schmidt: Historisk dum finanslov, Hjort
Det blev til en halv times snak mellem finansministeren og Enhedslisten om årets finanslov. Og nok ikke mere.
- Regeringen har fremlagt en finanslov, som trækker Danmark i den fuldstændig forkerte retning, lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.
- Regeringen har fremlagt en finanslov, som trækker Danmark i den fuldstændig forkerte retning, lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen. Foto: Scanpix/arkiv


Det lå på ingen måde i kortene, at Enhedslisten skulle tilbringe lang tid inde hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i forsøget på at få enderne til at mødes om næste års finanslov.

Og allerede inden mødet blev stilen lagt, da Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, gav sit syn på det forslag, som regeringen har lagt frem:

- Regeringen har fremlagt en finanslov, som trækker Danmark i den fuldstændig forkerte retning. Tænk, at man lægger op til at forringe vilkårene for folkepensionister og skære på børn, det er fuldstændig langt ude, lød det fra Johanne Schmidt-Nielsen.

- Så er der de voldsomme nedskæringer på den grønne omstilling. Det kommer til at gå over i historiebøgerne som noget at det dummeste, man har set i årevis, sagde hun.

- Så mulighederne (for at lave en finanslovaftale med regeringen, red.) er da ikke store, lød buddet.

Og det blev da også kun til en god halv time i Claus Hjort Frederiksens gemakker, før Enhedslistens forhandlere var ude igen.

- Det kommer vel næppe som et chok for nogen, at det ikke ser ud til, at Enhedslisten og Claus Hjort kommer til at lave en kæmpe stor finanslov sammen, sagde Johanne Schmidt-Nielsen efter forhandlingerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.