SoMe-boomerang. Det er muligvis et nyt ord, der dækker meget godt, hvad man som bruger af de sociale medier - deraf SoMe - kan komme ud for, hvis man laver en opdatering med bare en lille smule holdning i.
Holdninger giver - og kræver? - modspil, så meningsdannere får ofte et modspil, men også input i forhold til at skære en holdning skarpt ud.
Men så er der også de gange, hvor for eksempel politikere kaster en holdning ud, men får den lige i hovedet igen af mere eller mindre rasende følgere. Det kalder Berlingske for en SoMe-boomerang.
Sådan en SoMe-boomerang fik Endhedslistens stærke profil, Johanne Schmidt-Nielsen, lige i hovedet, da hun på Facebook skrev "Jeg er ikke medlem af folkekirken. Alligevel går mine skattekroner til at aflønne præster. Det synes jeg helt generelt er ret irriterende."
Hendes opslag kom som reaktion på, at sognepræst Hans Vilhelm Breum Jakobsen for en lille måneds tid siden i DR-serien "De Unge Præster" meldte ud, at han ikke vier homoseksuelle og fraskilte, fordi Bibelens ord foreskriver, at et ægteskab kun kan opløses ved døden, ved utroskab eller hvis ægtefællen forlader den kristne tro.
Oven i det er han imod kvindelige præster.
- Den bornholmske præst er selvfølgelig i sin gode ret til at både at tænke og sige sådan. For vi har (heldigvis) ytringsfrihed, skriver Johanne Schmidt-Nielsen. Og i en opfølgende kommentar skriver hun: "I øvrigt: Jeg betaler naturligvis gerne til vedligehold af kirker, der jo er historiske bygninger. Det er lønnen til den religiøse forkyndelse jeg ikke forstår, hvorfor skal finansieres over skatten."
Og så gik det stærkt med boomerang-effekten. Ind rullede kommentarer som:
- "Jeg er os træt af at betale for alle de skide politikere, de vil bare have i hoved og røv, det er vores penge de tager ..."
- "Jeg har ingen børn. Hvorfor skal jeg betale til børnehave og skoler ..."
- "Alle betaler til noget de ikke synes om. Det er en del af socialismen, og den vil jeg nødig af med! ...
Berlingske har kigget nærmere på strømmen af kommentarer og blandt de mere end 1000 af slagsen er langt de fleste sure over Johanne Schmidt-Nielsens holdning. Over 550 har delt opslaget, mens knap 10.000 (i skrivende stund) har reageret med en smiley eller det modsatte.
Johanne Schmidt-Nielsen forholder sig passivt til reaktionerne. Hun er vel nærmest gået i boomerang-skjul ...?