"Jeg håber inderligt, at nogen vil høre mit nødråb på vegne af mig selv og mine kollegaer. Hvis ikke, er jeg frygtelig bevidst om, hvad prisen bliver. Og det bliver mig eller en af mine kollegaer på de socialpsykiatriske bosteder, som kommer til at betale den."
Sådan indleder pædagog Johanne Rasmussen, som er ansat på det socialpsykiatriske bosted Rønnebo i København, et debatindlæg i Politiken.
Hun refererer til episoden på bostedet Lindegården i Roskilde, hvor en ansat i påsken blev dræbt af en beboer. Siden har de ansatte på bostedet blandt andet indsamlet underskrifter og nedlagt arbejdet for at råbe politikerne op og sætte fokus på de farlige arbejdsforhold.
Niveauet af vold og trusler på Rønnebo er ikke det samme som på Lindegården, vurderer Johanne Rasmussen. Men hun får ondt i maven over at opleve, hvordan hænderne også bliver færre på hendes arbejdsplads, samtidig med at spektret af beboere med forskellige behov bliver stadig større, skriver hun.
"Nogle af beboerne vil uden tvivl være bedre hjulpet på et mere specialiseret botilbud, hvor der i højere grad kunne tages højde for misbrugsproblematikker og lignende udfordringer. Alt for ofte føles det som en kamp at få behandlingspsykiatrien til at tage beboerne, når de har det så dårligt, at de har brug for anden støtte og behandling, end den som vi kan tilbyde," skriver hun.
Efter sagen på Lindegården er der indført sikkerhedsforanstaltninger på Rønnebo, der betyder, at medarbejderne meget af tiden skal gå flere sammen, skriver Johanne Rasmussen. Bagsiden er, at de ansatte i højere grad må afvise beboere, når de søger kontakt og støtte, forklarer hun.
Sikkerhedsforanstaltningerne løser dermed ikke de grundlæggende problemer, mener Johanne Rasmussen. Nemlig at der er for få ansatte, og at nogle af beboerne er for syge til at få hjælp på bostedet.
Læs hele debatindlægget, hvor Johanne Rasmussen uddyber problemstillingen her