Johan Elmander er klar for Brøndby efter hjernerystelse
Brøndby-svenskeren Johan Elmander er klar mod Esbjerg, efter at han måtte sidde over mod FC København.
Der er lagt op til, at Thomas Kahlenberg, Johan Elmander og Daniel Agger skal spille sammen for første gang, efter de er kommet tilbage til Brøndby.
Der er lagt op til, at Thomas Kahlenberg, Johan Elmander og Daniel Agger skal spille sammen for første gang, efter de er kommet tilbage til Brøndby. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Brøndby havde dårligt et kvalificeret forsøg på mål mod FC København i sidste weekends nederlag på 0-1.

Set i det lys må Brøndbys cheftræner Thomas Frank være godt tilfreds med, at han søndag ude mod Esbjerg igen råder over stjerneangriberen Johan Elmander.

Svenskeren pådrog sig en hjernerystelse forud for lokalbraget og kunne ikke deltage foran en næsten fyldt Telia Parken.

Nu er Elmander klar igen og kan bidrage med den fysik i angrebet, som Brøndby skreg efter mod FCK.

På de offensive positioner er Brøndby stadig ramt af at mangle Ariel Nunez. Paraguay-angriberen er tilbage på træningsbanen, men har stadig et stykke vej til sit comeback.

I forsvaret må Frank se bort fra den norske midterforsvarer Fredrik Semb Berge. Han var dog alligevel ikke foretrukket til startopstillingen mod FC København.

Dermed er der lagt op til, at Daniel Agger og Dario Dumic igen danner makkerpar i det centrale forsvar.

Søndagens kamp mellem Brøndby og Esbjerg begynder klokken 19.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.