Johan Cruyff: Mourinho er et dårligt eksempel for unge
Ifølge Cruyff kan Jose Mourinhos opførsel skyldes, at Chelsea-manageren aldrig selv var en stor spiller.
Den tidligere hollandske storspiller og træner Johan Cruyff langer ud efter Chelsea-boss Jose Mourinho.
Den tidligere hollandske storspiller og træner Johan Cruyff langer ud efter Chelsea-boss Jose Mourinho. Foto: Manu Fernandez/free


Jose Mourinho er i øjeblikket i vælten.

Dårlige resultater, sagen om den tidligere klublæge Eva Carneiro samt problemer med Det engelske Fodboldforbund, FA, presser portugiseren i disse dage.

Står det til den tidligere hollandske storspiller og manager, Johan Cruyff, så bør Chelsea-manageren generelt være et bedre eksempel i fodboldverdenen for unge mennesker.

- Jeg kan godt lide, at han altid er god til at skabe en god stemning blandt spillerne på holdet, men jeg kan ikke lide, at han altid sætter sig selv i første række, siger Cruyff i et interview med Skysports News ifølge AFP.

- Han burde holde sig i anden række, men det er sikkert fordi, han ikke har en fortid som spiller. Han er aldrig blevet tiljublet af 100.000 tilskuere eller blevet piftet ud af 100.000 tilskuere.

- Måske er det derfor. Måske skyldes det mediernes interesse, men jeg mener ikke, han er med til at få unge uddannet til at spille fodbold eller uddannet til at begå sig i livet, siger Cruyff om Mourinho, der som yngre havde en periode som træner på lavere niveau i Barcelona.

Cruyff var selv en stor stjerne som spiller på det hollandske landshold i 1970'erne og også som spiller i Barcelona, og han trænede selv blandt andre Barcelonas såkaldte "Dream Team," som vandt mesterskaber på stribe i Spanien i begyndelsen af 1990'erne og blandt andre havde danske Michael Laudrup på holdet.

Johan Cruyff langer i interviewet også ud efter sin hollandske landsmand Louis van Gaal, der er manager i Manchester United.

- Han dominerer ikke. Jeg kan godt lide at dominere i fodbold. Manchester (United, red.) spiller ikke sådan. Resultater kommer i anden række efter min mening. Spillet kommer først. Penge er vigtige, men de bør aldrig være det vigtigste, siger Cruyff blandt andet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.