Jørgen Leth, der rundede 79 år i sommer, frygter sit livs efterår. Han frygter at blive syg og ser det som en ydmygelse, hvis han skulle blive ramt af en aldersbetinget sygdom.
I et interview i BT siger filminstruktøren og forfatteren m.m., at han helst vil dø hurtigt og elegant. Og er der noget Jørgen Leth frygter, så er det alzheimer, sygdommen som typisk skaber problemer med at finde ord i en tilstand af glemsomhed.
- Jeg vil hellere dø end at få alzheimer, så jeg ikke kan huske mine børn og min familie. Jeg har ingen plan, men det er klart, at jeg hellere vil skride end at opleve en ydmygelse, en totalt ydmygende sidste del af livet, det gider jeg sgu ikke. Det har jeg ikke lyst til. Men det kan jeg jo ikke styre. Hvis man først er kommet derud, har man jo ingen indflydelse på det. Det har jeg snakket lidt med mine nærmeste om. Så de ved, hvilke overvejelser jeg har gjort mig, siger han til BT.
Helt præcist, hvad der ligger i Jørgen Leths overvejelser, kommer han ikke ind på.
Aktiv dødshjælp
I den seneste tid har kendte personer som Ritt Bjerregaard, Troels Kløvedal, Jane Aamund og den nu afdøde Mathilde Gersby forsvaret retten til aktiv dødshjælp.
- Den kommer, når den kommer. Altså, jeg forbereder mig ikke på den. Livet slutter en dag. Dét er det, siger Jørgen Leth lettere kryptisk om sit forhold til døden.