Joe Cocker tabte kampen til kræften
Joe Cocker, der blandt andet er kendt for sange som "Unchain My Heart" og "You Are So Beautiful", er død.
Sangeren Joe Cocker blev 70 år. Her fotograferet i 1983.
Sangeren Joe Cocker blev 70 år. Her fotograferet i 1983. Foto: NASH/AP


Den britiske sanger og sangskriver John Robert Cocker, bedre kendt som Joe Cocker, er død, bekræfter hans agent Barrie Marshall over for BBC.

Han blev 70 år, og han døde ifølge flere britiske medier efter at være diagnosticeret med lungekræft tidligere på året.

Barrie Marshall bekræfter imidlertid ikke dødsårsagen.

Cocker er kendt for en stribe ørehængere, og den første lånte han fra The Beatles.

Med "With a Little Help from My Friends" skreg han sig hæst til sit gennembrud i 1968 og gennem årene har nogle af de store hits heddet "You Are So Beautiful", "Up Where We Belong" og "Unchain My Heart".

Joe Cocker fik noget af et gennembrud, da han i 1969 blev fløjet ind i helikopter og lagde den skelsættende Woodstock-festival ned. Der blev han et navn i Nordamerika og store dele af Europa.

Straks derefter udgav han sit andet album, "Joe Cocker", hvor han havde fået lov til at synge to andre Beatles-numre, blandt andet "Something".

Siden fulgte albums og koncertturnéer hinanden gennem årene, hvor den rå sanger med det personlige udtryk også har haft sine udfald på grund af alkohol og stoffer.

I et interview sidste år beskrev sangeren sit vilde liv i 1960'erne.

- Der var stoffer alle vegne, og jeg sprang på hovedet i, sagde Cocker om perioden ifølge Daily Mail.

En speciel historie knytter sig til sangen "You Can Leave Your Hat On", der er skrevet af Randy Newman.

Den blev gjort ikonisk, da den i 1986 var med i filmen "9 1/2 uge", hvor Kim Basinger i en stripscene præcis holdt sig til sangens titel.

Siden har der ikke været en ærlig stripper i den ganske verden, der ikke har optrådt til den sang, og dermed sikret Cockers hæse røst en fast plads i et hjørne af den kulturelle bevidsthed.

Den seneste verdensturné med titel "Fire It Up" resulterede i det første livealbum i 20 år. Turnéen bragte Joe Cocker forbi Horsens i august 2013.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.