Jobpatruljen og Arbejdstilsynet i nyt tættere samarbejde
Flere af Jobpatruljens anmeldelser til Arbejdstilsynet skal nå frem i tide. Derfor har de to parter nu indledt et tæt samarbejde.
Arbejdstilsynet forventer at besøge 160 arbejdspladser for unge i alderen 13-18 denne sommer.
Arbejdstilsynet forventer at besøge 160 arbejdspladser for unge i alderen 13-18 denne sommer. Foto: Scanpix/arkiv


Fagbevægelsens Jobpatruljen og Arbejdstilsynet slår pjalterne sammen i et nyt tættere samarbejde.

Samarbejdet handler ifølge Rikke Høj, tilsynschef i Arbejdstilsynets Tilsynscenter Øst, om, at Jobpatruljens anmeldelser skal behandles hurtigere.

Typisk er de unge kun ansat hen over ferien, og i de tidligere år er anmeldelserne kommet ind sidst på sommeren. Med det nye samarbejde får Arbejdstilsynet anmeldelsen tilsendt med det samme. Det betyder, at tilsynet kan nå ud til flere arbejdspladser, mens de unge stadigvæk er på de enkelte arbejdspladser.

- Vi håber med et tættere samarbejde at kunne ramme skiven i højere grad og besøge arbejdspladsen, mens de unge er der, siger Rikke Høj.

Samtidig vil Arbejdstilsynet intensivere sin egen indsats for at sikre de unges arbejdsmiljø ved at øge antallet af besøg på arbejdspladserne.

125 kommer til skade

Arbejdstilsynet forventer således at besøge 160 arbejdspladser for unge i alderen 13-18 denne sommer.

- Det er vigtigt for os, at de unge får en god start på arbejdsmarkedet. Ved at samarbejde med Jobpatruljen når vi længere ud, ligesom vi selv har intensiveret vores indsats på landsplan med flere besøg end tidligere år.

I gennemsnit kommer 125 unge årligt til skade på deres fritidsarbejde.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.