Hvis du hører under en minimallønsaftale, har din fagforening og arbejdsgiverne i dit fag aftalt et minimumsniveau for din løn. Men aftalen lægger op til, at den endelige løn forhandles på plads på din arbejdsplads.
Den del af lønnen, der forhandles på arbejdspladsen, hedder lokalløn. Det kan dels være en lokalaftale, som gælder alle fagkolleger på arbejdspladsen, dels kan det være en individuel aftale om løntillæg.
Lokalløn, der gælder fælles for hele virksomheden, bliver forhandlet på plads af tillidsrepræsentanten og den lokale fagforening. Hvis virksomheden har individuelle lønaftaler, er det dig selv, der skal forhandle din løn på plads.
Du vil dog også kunne få hjælp fra din tillidsrepræsentant. Princippet er, at man i højere grad skal have løn efter, hvad man konkret laver, og hvor erfaren og uddannet, man er.
Minimallønsaftaler er i de senere årtier blevet mere og mere almindelige, og har afløst normallønsaftalerne, hvor lønnen i et fag bliver lagt fast i landsdækkende forhandlinger.