Jobfest i Sønderjylland: Jubel over regeringens nye kampfly
Der er udsigt til 700 nye arbejdspladser i lokalområdet, hvis kampflyen kommer dertil.
En glad Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer de nye kampfly. De vækker også glæde i Sønderjylland.
En glad Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer de nye kampfly. De vækker også glæde i Sønderjylland. Foto: Scanpix / arkiv.


 Det vækker glæde i industrien i det sønderjyske, at forsvarsminister Peter Christensen (V) har planer om at lade de nye kampfly flytte ind hos Fighter Wing Skrydstrup ved Vojens.

Det skriver DR Syd.

Ifølge Erling Duus, der er formand for Dansk Industri Sønderjylland, betyder det meget for landsdelen.

- Der er tale om rigtig mange arbejdspladser i Skrydstrup, og der følger flere følgeforretninger med for de omkringliggende kommuner. Så det er virkelig heldigt for området, hvis de nye fly bliver placeret her, siger han til DR Syd.

Også hos Dansk Metal, der har medlemmer blandt flymekanikerne, er meldingen, at det er et positivt skridt på vejen, hvis flyene bliver placeret på flyvestationen i Skrydstrup.

Men vigtigere er det, hvor flyene skal vedligeholdes, lyder det fra Hardy Høll Nielsen, der er formand for Dansk Metal, Vojens, Vejen, Kolding.

- Spørgsmålet er, om den opgave fortsat vil blive klaret i Skrydstrup. Det er meget interessant for os, siger han til DR Syd.

Ifølge Haderslev Kommune er der 700 arbejdspladser på spil, når regeringen og forligskredsen lægger sig endeligt fast på, om flyvestationen i Skrydstrup skal huse de nye F35-kampfly, som regeringen går efter at købe.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) har oplyst, at han vil arbejde for, at de nye fly skal have base i Skrydstrup.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.