Drømmer du om at stå op i virkelig mange timer om dagen, så er chancen der nu.
Københavns Lufthavn i Kastrup har opslået intet mindre en 80 ledige stillinger som security-medarbejdere.
Lufthavnen begrunder masseansættelserne med, at lufthavnen har fået markant flere passagerer det seneste år.
Alene i årets første syv måneder har der været 16,7 mio. rejsende, hvilket er 11 procent flere end i samme periode i 2015, der var et rekordår.
- Det er rigtigt dejligt, men har været lidt overraskende for os, især i sommer. Så der har været længere køer i sikkerhedskontrollen end acceptabelt, siger pressechef Kasper Hyllested.
Lufthavnen udvider desuden sikkerhedskontrollen for 250 millioner kroner, og de 80 nye medarbejdere, skal også være med til at bemande de mange nye linjer.
De øgede trafik skyldes både nye ruter ud fra Kastrup, men også at der kommer mange flere udenlandske turister til København.
Ledig i 28 dage
Ifølge Kasper Hyllested er det ikke terrrortruslen i sig selv, der er årsag til behovet for flere medarbejdere til sikkerhedstjek.
- Men indirekte har det betydet, at kravene, til hvad vi skal gøre og tjekke, er steget voldsomt over de senere år, og det øger i sig selv behovet for medarbejdere, siger han.
De mange stillinger skal besættes løbende, så Kasper Hyllested opfordrer til at søge, også selv man ikke er klar før om et halvt års tid.
Stillingerne i security kræver en officiel sikkerhedsgodkendelse.
Så udover mere normale krav om erfaring med kundekontakt og gode sprogkundskaber, så skal ansøgerene også udførligt beskrive, hvad de har lavet, hvis de har været uden beskæftigelse i mere end 28 dage i løbet af de seneste 5 år.
- Der er en række myndighedskrav som vi skal opfylde ved ansættelserne, siger Kasper Hyllested