Joachim B.s' kugler blev kolde: Firmaet under tvangsopløsning
LA-profilen har glemt at aflevere regnskab til tiden for sit firma Steel Balls Unlimited.
- Det er ren og skær forglemmelse, siger LA-politikeren.
- Det er ren og skær forglemmelse, siger LA-politikeren. Foto: SCANPIX arkiv


Liberal Alliances højprofilerede beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen har glemt at aflevere regnskab for sin virksomhed, foredragfirmaet 'Steel Balls Unlimited'.

Derfor er staten nu gået i gang med at tvangsoplsøse 'Steel Balls Unlimited'.

Det skriver Ekstra Bladet.

Den tidligere kuglestøder etablerede sit foredragsfirma i 2009, men i dag står det registreret som 'under tvangsopløsning' i Det Centrale Virksomhedsregister, CVR.

Joachim B. Olsen kalder dog sagen 'udramatisk' og siger til Ekstra Bladet, at der ikke har været nogen aktivitet eller indtjening i firmaet, og han blot ikke har fået afleveret regbskabet til tiden.

Hans 'Steel Balls Unlimited' havde i det seneste regnskab for 2013/2014 ifølge Ekstra Bladet et underskud på 6242 kroner. Der var samtidig ingen egenkapital og en gæld på 123.000 kroner.

I sager som denne sender Erhvervsstyrelsen først en rykker ud. Derefter sender man et varselsbrev. Til sidst kommer så et brev, hvor der står, at selskabet er under tvangsopløsning. 25. januar i år fratrådte Joachim B. Olsen direktør i firmaet.

Hvis et selskab er ved at gå konkurs, kan ejeren ifølge Ekstra Bladet spekulere i at lade staten lukke selskabet. På den måde kan man slippe for at hyre en advokat til arbejdet.

Det gør sig dog ikke gældende her, forsikrer Joachim B. Olsen. Han siger, at der blot er tale om et regnskab, der ikke er afleveret til tiden, og han bedyrer, at han nu vil samle firmaet op i stedet for opløsningen.

- Jeg betaler en bøde, og selskabet kører videre. Det er ren og skær forglemmelse, siger LA-politikeren, som ifølge eget udsagn har planer om måske at bruge 'Steel Balls Unlimited' igen den, når han ikke er i politik længere.

 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.