Joachim B. vil skære i dagpengene for disse danskere
Dimittendsatsen for nyuddannede skal sænkes, foreslår Liberal Alliances beskæftigelsesordfører.
- At sænke dimittendsatsen er en af de frugter, der hænger lavest i dagpengesystemet i forhold til at øge beskæftigelsen, siger Liberal Alliances beskæftigelesordfører Joachim B. Olsen.
- At sænke dimittendsatsen er en af de frugter, der hænger lavest i dagpengesystemet i forhold til at øge beskæftigelsen, siger Liberal Alliances beskæftigelesordfører Joachim B. Olsen. Foto: Scanpix


De nyuddannede skal have mindre i dagpenge, hvis det står til Joachim B. Olsen og Liberal Alliance, skriver Børsen.

Beskæftigelsesordføreren foreslår, at sænke dagpengesatsen for dem, der kommer direkte fra skolebænken ud i ledighed.

- At sænke dimittendsatsen er en af de frugter, der hænger lavest i dagpengesystemet i forhold til at øge beskæftigelsen, siger han til Børsen.

Som arbejdsløs dimittend får man cirka 15.000 kroner i dagpenge. Der er væsentligt mere, end de 6.000 kroner, som studerende får i SU.

- Jeg kender selv mange, som er blevet færdige med studierne og kommer på dagpenge. For dem er dagpengene den højeste indkomst, de har haft i meget lang tid, og så kan man spørge sig selv, hvor hensigtsmæssigt det er, siger Joachim B. Olsen.

SF: En ualmindelig dårlig idé

Cepos har lavet en udregninger på baggrund Finansministeriets egne antagelser om, hvordan beskæftigelsen  påvirkes af en ændret dagpengesats. Den viser, at de offentlige finanser forbedres med 1,1 milliarder kroner, mens beskæftigelsen øges med 2.600 personer, hvis dimittendernes dagpengesats ændres til 8.000 kroner om måneden.

Hos De Konservative finder politisk ordfører Mai Mercade Cepos' udregninger interessante. Hun tilslutter sig dog ikke uden videre forslaget, og vil hellere ændre på dagpengeperiodens længde i stedet end på satsen.

Hverken DF eller Venstre vil kommentere på forslaget, mens SF's beskæftigelsesordfører ikke har meget tilovers for det.

- Det var da en ualmindelig dårlig idé, men det er hverken første eller sidste gang, vi hører et sådant forslag, siger Karsten Hønge til Børsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.