Joachim B. som beskæftigelsesminister? Nej, tak.
Sådan lyder det fra socialdemokrat og socialrådgiver Camilla Schwalbe i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
Hendes afvisende rysten på hovedet kommer efter, at Liberal Alliances Ole Birk Olesen for få dage siden på Facebook forsvarede partikammeraten Joachim B. Olsen mod beskyldninger fra Venstrefløjen.
Beskydninger, som ifølge Ole Birk Olesen er de rene Aarhus-historier, for mange af de holdninger, Joachim B. Olsen får skudt i skoen, har han aldrig selv sagt - ifølge Ole Birk Olesen.
Læs også: Partifælle om Joachim B.: En dag gør vi ham til minister
Men Joachim B. Olsen HAR altså sagt mange skræmmende ting, understreger Camilla Schwalbe i weekendens debatindlæg, hvor hun remser en række Joachim B.-citater op.
Blandt andet "Social dumping er blot et andet ord for sund konkurrence", som den liberale beskæftigelsesordfører ifølge Schwalbe har skrev på sin Facebookprofil den 8. april 2014.
Frihed kun for de rige
Ole Birk Olesen spår partikammeraten Joachim B. en fremtidig karriere som beskæftigelsesminister.
Det advarer Camilla Schwalbe danskerne om.
Liberal Alliance taler meget om frihed, men i praksis er det kun frihed for de rige, skriver hun.
- Finanskrisen er et pragteksempel på, hvad der sker, når liberalisterne slipper markedskræfterne fri. Liberalismen er kun til gavn for dem, der har allermest, mens vi, der har lidt mindre, kan se vores løn blive mindre, vores rettigheder på arbejdsmarkedet forsvinde, og vores velfærdssamfund blive smadret sønder og sammen, skriver Camilla Schwalbe blandt andet i debatindlægget i Jyllands-Posten.