Joachim B: Selvfølgelig får lav kontanthjælp folk i arbejde
At påstå at økonomisk gevinst ved at arbejde ikke har betydning, er ligesom at sige, at fritid ikke har nogen værdi for folk, mener Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance.
- Hvis du står i den situation, at du er enlig mor med to børn og skal udskifte kontanthjælpen med et lavtlønsjob, så skal der være en økonomisk gevinst, siger Joachim B. Olsen (LA).
- Hvis du står i den situation, at du er enlig mor med to børn og skal udskifte kontanthjælpen med et lavtlønsjob, så skal der være en økonomisk gevinst, siger Joachim B. Olsen (LA). Foto: Claus Bech/Scanpix/Arkiv


Joachim B. Olsen giver ikke meget for, at højere levestandarder hos kontanthjælpsmodtagere vil give motivation til at komme hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.

Men en ny undersøgelse, bragt i det videnskabelige tidsskrift Work, Employment and Society i februar viser, at der er en positiv sammenhæng mellem velfærdsydelsernes størrelser og borgernes motivation for at arbejde, skriver Djøfbladet.

Høj kontanthjælp modvirker negativ udvikling

19.000 europæiske borgere fra 18 forskellige lande har medvirket i undersøgelsen, der konkluderer, at jo højere kontanthjælp til de arbejdsløse, jo mere motiverede er de for at komme i arbejde. Og så betyder det ikke noget, at den økonomiske gevinst ikke er så stor.

Ifølge den ene af de to norske sociologer, der står bag undersøgelsen, Kjetil A. van der Wel, modvirker en høj velfærdsydelse en ellers negativ udvikling. Den arbejdsløse kan opretholde en vis levestandard og komme hurtigere i job igen, skriver Djøfbladet.

Men den påstand er Liberal Alliances arbejdsmarkedsordfører Joachim B. Olsen altså langtfra enig i.

Enlig mor til to skal have en gevinst

Han vil ikke kommentere på selve undersøgelsen, men påpeger, at ifølge flere økonomer herhjemme, så har økonomisk gevinst stor betydning for at få folk i arbejde.

- Hvis du står i den situation, at du er enlig mor med to børn og skal udskifte kontanthjælpen med et lavtlønsjob, hvor du tager af sted klokken syv om morgenen og kommer hjem klokken 17 om eftermiddagen og skal hente børn, så betyder det da noget, at der er en økonomisk gevinst, siger Joachim B. Olsen.

Han tilføjer, at der er flere ting, der kan spille ind på folks motivation for at tage et arbejde, men understreger, at der skal være en mærkbar økonomisk gevinst.

- Hvis man påstår, at det ikke betyder noget, om man har en økonomisk gevinst ved at være i beskæftigelse, så er det det samme som at sige, at fritid ikke har nogen som helst værdi for folk, lyder det fra Joachim B. Olsen.

Mindsteløn gør folk arbejdsløse

Joachim B. Olsen påpeger, at Danmark har langt flere borgere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst, end i andre højtudviklede velfærdssamfund. Og det hænger – ifølge ham – sammen med, at høje overførselsindkomster presser mindstelønnen op. Hvilket betyder, at borgere, der ikke kan levere arbejdskraft til mindsteløn presses ud af arbejdsmarkedet.

- Hvis din arbejdskraft ikke er mindst 110 kroner værd, så kan du ikke komme ind på arbejdsmarkedet. Derfor har vi flere på overførselsindkomst end i andre højtudviklede velfærdssamfund. Og derfor har vi lav økonomisk vækst, siger Joachim B. Olsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.