Joachim B. om tvungen a-kasse: Det er usmart
Det nye forslag fra Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om obligatorisk medlemskab af a-kasse for alle over 18 år møder skarp kritik fra Joachim B. Olsen (LA).
Det skal være et personligt valg, om man vil betale til en a-kassse, mener Joachim B. Olsen (LA).
Det skal være et personligt valg, om man vil betale til en a-kassse, mener Joachim B. Olsen (LA). Foto:Axel Schutt/Scanpix


- Det er aldrig sundt, når man ved, at kunderne kommer, siger Liberal Alliances arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen om det nye forslag fra Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der er medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg.

Forslaget går ud på, at det skal være obligatorisk for alle, der er fyldt 18, og som arbejder eller driver selvstændig virksomhed i Danmark at være medlem af en a-kasse. Til gengæld skal lønmodtagere betale mindre i skat.

Men det er Joachim B. Olsen lodret uenig i.

Men er det ikke en god idé, at alle danskere automatisk er dækket?

- Nej, det er ikke smart, siger Joachim B. Olsen.

- Mennesker skal have frit valg. Og vi skal selv bestemme, hvordan vores penge skal bruges. Liberal Alliance ønsker derfor ikke, at man skal tvinges ind i en a-kasse, lyder det fra Joachim B. Olsen.

Han mener, det er vigtigt at værne om, at det det at være medlem af en a-kasse er noget, man vælger til.

Men åben for privatisering

Derudover påpeger han, at hvis kunderne automatisk kommer til a-kasser, vil det risikere at gå ud over serviceniveauet, da a-kasserne derfor ikke behøver at kunne tilbyde et højt service niveau for at lokke medlemmer til.

Joachim B. Olsen kan dog godt se nogle perspektiver i en privatisering af dagpenge-systemet, så det blev et privat forsikringssystem, der i højere grad ville kunne imødekomme de mange forskellig-rettede behov, der må være på et arbejdsmarked, hvor folk beskæftiger sig i mange forskellige slags jobtyper og brancher i et arbejdsliv.

- Dagens dagpengesystem er jo tilpasset et industrisamfund, hvor man havde den samme jobfunktion gennem hele livet. I dag veksler man jo i højere grad mellem forskellige typer job og de fleste mennesker prøver at arbejde inden for mange forskellige brancher.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.