I Liberal Alliance er man glad for den aftale, som partiet netop har indgået med regeringen og de øvrige blå partier.
Aftalen betyder blandt andet, at det såkaldte kontanthjælpsloft sættes til 80 procent af en mindsteløn på 17.700 kroner og ikke 80 procent af en mindsteløn på 18.500 kroner, som regeringen oprindeligt havde lagt op til i sit udspil.
- Vi er glade for, at det er lykkedes Liberal Alliance at trække denne aftale i en retning, hvor det for flere mennesker - og i endnu højere grad - kan betale sig at tage et arbejde sammenlignet med det udspil, regeringen lagde på bordet. Vi har et problem i Danmark, fordi de laveste lønninger dårligt kan konkurrere med niveauet for kontanthjælp, og det problem bliver lidt mindre med den her aftale, siger Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen i en pressemeddelelse.
Helt konkret betyder aftalen, at eksempelvis en enlig med to børn går fra at have et rådighedsbeløb på 13.100 kroner om måneden til 10.500 kroner om måneden.
- Det er et beløb, som er mere end anstændigt, og vi havde da også gerne set, at man gjorde endnu mere for at øge gevinsten ved at tage alle former for arbejde, siger Joachim B. Olsen, der samtidig forsøger at foregribe den kritik, han forventer vil komme.
- Der er helt sikkert nogle, som farer i flint over denne aftale, men man skal huske på, at aftalen bringer flere mennesker i arbejde. Og så vil en enlig med to børn på kontanthjælp altså fortsat vil have 10.500 kroner til rådighed efter skat, husleje, varme, el og daginstitution er betalt. Det mener jeg er rimeligt, siger han.