Joachim B. Olsen om dagpengerapport: Det rækker ikke til en reel reform
Liberal Alliances beskæftigelsesordfører efterlyser forslag, der kan bringe folk i arbejde.
For hvis ikke en reform af dagpengesystemet skal bidrage til det, hvad skal så? spørger Joachim B. Olsen.
For hvis ikke en reform af dagpengesystemet skal bidrage til det, hvad skal så? spørger Joachim B. Olsen. Foto: SCANPIX arkiv


Det er godt, men det er ikke godt nok. De nyuddannede får stadig for meget, og det kan stadigvæk ikke altid betale sig at arbejde.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, der i en pressemeddelelse kommer med sin holdning til dagpengekommissionens rapport. Rapporten offentliggøres netop nu.

Der er positive elementer blandt de længe ventede dagpengeforslag, men alt i alt er der tale om justeringer, der ikke rækker til en reel dagpengereform, mener Joachim B. Olsen.

Han roser kommissionen for at tage fat på satsen til nyuddannede, men efterlyser forslag, der vil bringe flere mennesker i arbejde.

- Vores udgangspunkt for de kommende forhandlinger er, at en ny dagpengereform skal være med til at øge beskæftigelsen. For hvis ikke en reform af dagpengesystemet skal bidrage til det, hvad skal så? spørger Joachim B. Olsen.

Han synes, det er fint, at kommissionen vil sænke dimittendsatsen, men som han ser det, skal den længere ned.

- Vi bruger vel at mærke tre milliarder kroner på, at nyuddannede kan gå direkte fra en skattefinansieret uddannelse med verdens højeste SU og ind i dagpengesystemet uden så meget som én dags arbejde. Det er lige gavmildt nok, og til sammenligning har Sverige for eksempel ikke nogen dimittendsats, siger Joachim B. Olsen.

- Dimittendsatsen er én ud af to lavthængende frugter, og den anden er en højere grænse for, hvor meget man skal tjene for at få udbetalt den højeste dagpengesats. Det er et meget stort problem, at det dårligt kan betale sig at tage et job til de mindstelønninger, som fagbevægelsen og arbejdsgiverne er blevet enige om.

Joachim B. Olsen understreger, at dagpengekommissionen er blevet stillet en bunden opgave, som den har løst "udmærket." Nu er det videre forløb op til politikerne:

- Der venter en politisk diskussion om, hvorvidt et nyt system skal føre til flere eller færre dagpengemodtagere. I den forbindelse vil vi arbejde for en ambitiøs reform, der bringer flere mennesker i beskæftigelse og sikrer, at systemet ikke bliver dyrere, lyder det fra ham.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.