Det er et udtryk for decideret 'historieløshed', når man kritiserer alternativet til de gængse taxaer, samkørsels-app'en Uber, og udlejningsbureauet Airbnb, hvor private - også via en app - kan leje deres bolig ud til turister.
Det mener Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, der i dag i et blogindlæg hos tidskriftet Ræson skarpt går i rette med de politikere og fagforeningsfolk, der ikke kan se det gode i Uber og Airbnb.
"Specielt Uber har fået en kold modtagelse i Danmark, ikke af forbrugerne vel af mærke, men helt forventeligt af monopolisterne i taxibranchen. De bryder sig naturligvis ikke om konkurrencen," skriver Joachim B. Olsen.
Den liberale politiker mener, at såvel taxatjenesten som Airbnb er til gavn for "almindelige mennesker" på flere planer. Dels sikrer det forbrugerne en billig taxatur - eller et ditto ophold i eksempelvis New York. Airbnb koster nemlig langt mindre end et hotelværelse.
Samtidig, mener han, skaber Uber nye job. Som han påpeger: I USA er timelønnen hos Uberchauffører højere end hos traditionelle taxichauffører og arbejdstiden fleksibel.
Airbnb er blevet skældt ud for at ville betyde fyringer af lavtlønnede i hotelbranchen, men sådan går det ikke, mener Joachim B. Olsen. Der vil altid være folk, som ønsker at bo på hotel, er hans argument - og, mener han - når flere får råd til at rejse - og det gør de netop med Aribnb - vil der komme flere job i andre turismerelaterede erhverv.
Begge de nye tjenester kalder han et enormt fremskridt for almindelige mennesker.
"Enhver socialist burde juble over, at “arbejderne”, via ny teknologi, får nem adgang til og ejerskab over deres eget kapitalapparat," skriver han og erklærer, at det er et udtryk for historieløshed, hvis man som lovgiver ikke baner vejen for nye opfindelser som Uber.
Læs hele hans blogindlæg her