Joachim B. og Khader hylder omstridt Muhammed-tegning
Mens medierne undlader at vise tegningerne, der udløste Muhammed-krisen, bringer de to politikere dem på Facebook.
Liberal Alliances Joachim B. Olsen har lagt en omstridt Muhammed-tegning på Facebook.
Liberal Alliances Joachim B. Olsen har lagt en omstridt Muhammed-tegning på Facebook. Foto: Scanpix


Mens danske medier i dag undlader at vise Kurt Westergaards omstridte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, har Naser Khader og Joachim B. Olsen valgt at gå den stik modsatte vej.

Det er i dag 10 år siden, tegningen blev vist i Jyllands-Posten sammen med 11 andre kontroversielle karikaturtegninger af den muslimske profet Muhammed.

Det kastede Danmark ud i den nok største internationale krise siden Anden Verdenskrig.

På årsdagen har Jyllands-Posten valgt ikke at genoptrykke tegningerne. Andre danske medier holder også lav profil.

Men det gør Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance altså ikke. Heller ikke Naser Khader fra De Konservative. På Facebook hylder de to politikere begge tegningerne.

Joachim B. Olsen har lagt Kurt Westergaards tegning op med kommentaren:

"Hvis religiøse fanatikere ikke havde brugt vold som svar på karrikaturtegninger, så havde tegningerne været glemt nu. Nu er tegningerne blevet et vigtigt symbol på kampen mellem frihed og totalitarisme. Derfor skal de vises."

I den voksende debattråd under updaten bliver Joachim B. dog hovedsageligt kritiseret.

"Jeg har masser af respekt for dig Joachim, men ytringspli vil passe bedre i forhold til visning af Muhammed tegninger. Når vi provokerer så meget med vores ytringsfrihed, så skal vi tænk os om og respektere andres grænser, og lad være. It's not even good humour," skriver en kritiker således.

Hvortil Joachim B. Olsen svarer:

"Når vi provokerer så meget, at dem som bliver mest provokeret mest griber til vold, så skal vi stoppe. Er det din pointe?"

Det konservative folketingsmedlem Naser Khader har slået hele den oprindelige side fra Jyllands-Posten med de 12 tegninger op på sin Facebook-profil.

- Jeg vil ikke blande mig i, om aviserne bringer tegningerne, men jeg har tænkt mig at bringe hele JP-siden med på min Facebook-væg. Det er især fordi formanden for skolelederne sagde vi ikke skulle provokere muslimer. For det første var det ikke for at provokere, og for det andet: Hvorfor er muslimernes religion den eneste, man skal tage hensyn til? citerer bt.dk Naser Khader for at sige.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.